Statens Serum Institut: Smittetrykket er halveret

På et pressemøde mandag fortæller Statens Serum Institut, at smittetrykket i Danmark er blevet halveret.
 Faglig direktør for Infektionsberedskab i Statens Serum Institut Kåre Mølbak. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Faglig direktør for Infektionsberedskab i Statens Serum Institut Kåre Mølbak. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

30/03/2020

Smittetrykket med coronavirus i Danmark er blevet halveret.

Det fortæller faglig direktør i Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, på et pressemøde mandag.

Det er noget af det, som ligger til baggrund for, at statsminister Mette Frederiksen (S) fortæller, at regeringen vil åbne Danmark gradvist efter påske.

Kåre Mølbak slår samtidig fast, at epidemien på ingen måde er overstået.

- Der er fortsat nogen, der vil blive smittet og blive indlagt. Og der vil fortsat være folk, der mister deres kære.

- Men epidemien er kommet mere under kontrol, end den er i andre lande. Det effektive har været, at vi har handlet tidligt i Danmark. Vi har været heldige, og vi har været kloge, siger Kåre Mølbak på pressemødet.

Statens Serum Institut har samtidig mandag udgivet en ny prognose for epidemiens fremtidige udvikling.

Her står der blandt andet, at det aktuelle smittetryk i Danmark er på et niveau, hvor det er forsvarligt at ophæve dele af restriktionerne.

Det er regeringen, der står bag beslutningerne om at lukke Danmark.

Kilde: /ritzau/