Københavns Kommune købte 2.400 liter ubrugelig håndsprit

Det tvivlsomme hånddesinfektionsmiddel havnede på flere af kommunens institutioner, hvor håndhygiejne er altafgørende for at undgå smittespredning af coronavirus.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Claes Kirkeby Theilgaard,

03/04/2020

Et hånddesinfektionsmiddel fra virksomheden Nowocat skulle angiveligt kunne fjerne vira og bakterier på blot ti sekunder. Samtidig påstår virksomheden bag, at man er beskyttet mod bl.a. coronavirus i to til fire timer efter anvendelse.

Det findes der dog ingen dokumentation for, og derfor bliver det nu tilbagekaldt af Miljøstyrelsen, skriver Jyllands-Posten.

Inden midlet blev tilbagekaldt, nåede bl.a. Københavns Kommune at købe hele 2.400 liter af det.

I kommunens sundheds- og omsorgsforvaltning nåede man at blive opmærksom på den manglende effekt ved hånddesinfektionsmidlet fra Nowocat, før det blev sendt ud i systemet. Men i Socialforvaltningen blev 820 af de i alt 2.400 indkøbte liter leveret til fire forskellige depoter.

Det betød, at det tvivlsomme desinfektionsmiddel blev sendt ud til flere institutioner, hvor bl.a. børn og voksne med handicap bor. Her er god håndhygiejne altafgørende for at undgå at sprede coronavirus såvel som andre smitsomme sygdomme blandt medarbejdere og beboere.

Alligevel gik der hele ni dage, før Socialforvaltningen den 27. marts kaldte hånddesinfektionsmidlet tilbage.

Jyllands-Posten har gentagne gange forsøgt at få en kommentar til sagen fra socialborgmester Mia Nygaard fra Radikale Venstre. Hun er dog ikke vendt tilbage på henvendelserne.