Danske læger skaber genial metode til coronatest: "Som at koge et æg"

Ny metode udviklet i Danmark kan medvirke til at øge testkapaciteten i lande, som mangler redskaber til test.
SSI arbejder nu på at få udbredt metoden hurtigst muligt, så andre også kan få gavn af den. Derfor bliver den offentliggjort online og sendt per mail til europæiske laboratorier, som frit kan anvende den. (Arkivfoto).
SSI arbejder nu på at få udbredt metoden hurtigst muligt, så andre også kan få gavn af den. Derfor bliver den offentliggjort online og sendt per mail til europæiske laboratorier, som frit kan anvende den. (Arkivfoto).

Claes Kirkeby Theilgaard,

27/03/2020

Statens Serum Institut (SSI) har udviklet en simpel og hurtig metode som alternativ til det udstyr, mange laboratorier mangler for at teste for coronavirus.

Det oplyser instituttet i en pressemeddelelse.

Håbet er, at metoden inden for kort tid kan medvirke til at øge testkapaciteten i Danmark og andre lande, som mangler værktøjer til testene.

Metoden er ikke lige så følsom som den hidtidige standardmetode, der benyttes i første trin af en coronatest. Men det vurderes, at det har en meget lille betydning i den nuværende situation.

Det er i trin et, at mange af problemerne opstår i forhold til at teste så mange som muligt. Her bliver RNA-gener isoleret, og det kræver som regel store robotter.

Men med løsningen fra SSI kan det klares "som at koge et æg", som overlæge ved SSI Anders Fomsgaard udtrykker det over for Ekstra Bladet. Det er ham, som fik idéen til den nye metode.

- Vi gør noget så simpelt som at tage en svælgprøve ved podning og varme det op til 98 grader i fem minutter. Det giver faktisk et lige så godt resultat, som hvis man kører det på de dyre, fine robotter, siger han til Ekstra Bladet.

SSI arbejder nu på at få udbredt metoden hurtigst muligt, så andre også kan få gavn af den. Derfor bliver den offentliggjort online og sendt per mail til europæiske laboratorier, som frit kan anvende den.

Anders Fomsgaard fortæller til Ekstra Bladet, at de i seruminstituttet får lykønskninger fra europæiske kolleger. Og de har sågar allerede hjulpet Spanien ud af en penibel situation.

Spanien sendte en nødmail ud om, at de var løbet tør for reagenser og derfor ikke kunne teste flere. De tre forskere bag den nye metode sendte den straks sydpå.

- Det vil sige, at spanierne nu kan køre videre med test. De er lykkelige i Spanien, siger Anders Fomsgaard til Ekstra Bladet.

Han oplyser, at det herhjemme allerede er blevet testet i Odense med gode resultater.

Spørgsmål: Hvor hurtigt kan man lave en coronatest på den her måde?

- Trin to tager halvanden time, så det er vel en time og 35 minutter, siger overlægen til Ekstra Bladet.

Kilde: /ritzau/