Coronavirus kan være kommet til Danmark tidligere end troet

Skiturister kan have bragt coronavirusset til Danmark, en måned før det første smittetilfælde blev bekræftet.
Eksperter vurderer over for Berlingske, at det ikke er umuligt, at coronavirusset kan være kommet til Danmark, tidligere end man gik og troede. Skirejsende kan have bragt det med sig hjem. (Arkivfoto)
Eksperter vurderer over for Berlingske, at det ikke er umuligt, at coronavirusset kan være kommet til Danmark, tidligere end man gik og troede. Skirejsende kan have bragt det med sig hjem. (Arkivfoto)

Claes Kirkeby Theilgaard,

28/03/2020

I slutningen af februar blev den første dansker konstateret smittet med coronavirus.

Men flere eksperter vurderer, at virusset kan have været bragt til Danmark, længe inden det første tilfælde blev bekræftet. Det skriver Berlingske.

Da en gruppe danskere mod slutningen af januar kom hjem fra en skitur i Østrig, viste flere af dem symptomer på coronavirus. Ingen af dem endte dog med at blive testet for virusset, selv om de blev syge.

Derfor kan man heller ikke afvise, at de var smittede og at Danmark altså dermed havde sit første coronatilfælde en måned tidligere, end man hidtil har troet.

Det vurderer Lars Peter Nielsen, der har været overlæge i klinisk mikrobiologi, og i en årrække har ledet Det Nationale Influenzalaboratorium ved Statens Serum Institut samt stået i spidsen for dansk virusforskning.

- Det kan godt være rigtigt, at de hjemvendte danske skiturister allerede blev smittet i midten af januar.

- Kina offentliggjorde fundet af SARS-CoV-2 31. december 2019, men de hidtidige undersøgelser viser, at den har været i Kina længe før - i hvert fald fra midten af november 2019 og nok også længere.

- Så der skal bare være én østrigsk bartender, som har været i Kina, eller en kineser, der er taget på skitur i Østrig i december eller januar, siger Lars Peter Nielsen til Berlingske.

Han tager dog nogle forbehold. Lars Peter Nielsen peger på, at der er op mod 200 forskellige luftvejsvirusser med meget ens symptomer, og at der var relativt meget influenza i Europa i begyndelsen af januar.

En række danske eksperter er enige med ham i, at virusset kan have været i omløb i både Danmark og Europa, længe inden de første bekræftede tilfælde.

Gruppen af muligt smittede danskere, som Berlingske har haft kontakt til, var på skitur i østrigske Ischgl. Her besøgte de blandt andet baren Kitzloch, hvor en ansat tidligere er blevet bekræftet smittet med coronavirus.

En af danskerne fra gruppen siger til Berlingske, at han ser frem til at kunne blive testet for immunitet over for virusset.

Kilde: /ritzau/