Stort nederlag for Merkel: Får værste resultat i 70 år

Tyske socialdemokrater klarer sig hæderligt ved valg i Hamburg, men den store vinder er partneren De Grønne.
Angela Merkels parti CDU lider stort nederlag ved delstatsvalg i Hamburg, mens den helt store vinder bliver De Grønne. (Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix)
Angela Merkels parti CDU lider stort nederlag ved delstatsvalg i Hamburg, mens den helt store vinder bliver De Grønne. (Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

23/02/2020

Søndagens delstatsvalg i Hamburg blev en katastrofe for forbundskansler Angela Merkels konservative CDU.

Med kun 11,4 procent af stemmerne ifølge den foreløbige prognose fra tv-stationen ARD, så lander partiet på det værste resultat ved noget delstatsvalg de sidste 70 år.

Valget søndag var også den første prøve for partiet, siden den krise, som blev udløst af et delstatsvalg i østtyske Thüringen.

Her meddelte CDU, at det ville gå sammen med det højreradikale AfD og støtte en borgerlig kandidat til posten som førsteminister. Lige indtil Merkel og partiets ledelse slog bremserne i.

- Hvad der skete i Thüringen og hele debatten med relation til Thüringen var alt andet end en hjælp for CDU's kampagne i Hamburg, siger partiets generalsekretær, Paul Ziemiak, ifølge dpa.

AfD er efter alt at dømme kommet under spærregrænsen på fem procent og må forlade Hamburgs borgerrepræsentation.

Men der også en stor vinder ved valget. Det blev De Grønne, som blev dobbelt så store ved søndagens valg med 25,5 procent af stemmerne

Da det socialdemokratiske SPD samtidig begrænsede sit tab og ender på knap 38 procent af stemmerne, så kan partiet regere videre sammen med De Grønne.

Derfor kan SPD's Peter Tschentscher fortsætte som borgmester.

De Frie Demokrater (FDP) balancerer på spærregrænsens 5 procent. Die Linke står til 9 procent.

Valget har bekræftet, at Hamburg fortsat er SPD's højborg i Tyskland. Dog ikke helt så overbevisende som ved valget i 2015, hvor partiet fik 45,6 procent af stemmerne.

Hamburg er det eneste regionale valg i Tyskland i år, og det var den eneste chance for SPD til at vinde noget af det tabte tilbage efter en stribe store nederlag ved delstatsvalg.

På nationalt plan har SPD også oplevet en stor nedtur. Partiet fik ved det seneste valg til Forbundsdagen det mest ringe resultat i efterkrigstiden.

Partiet har i adskillige år været den lille i den konservative forbundskansler Angela Merkels koalitionsregering.

Omvendt fortsætter De Grønnes optur. I nationale målinger lægger partiet sig lige efter Merkels konservative blok af CDU og det bayerske CSU.

Kilde: /ritzau/