Storbritannien har 563 coronadødsfald på et døgn

For første gang melder Storbritannien om mere end 500 dødsfald relateret til coronavirus i løbet af et døgn.
En hjemløs mand triller en indkøbsvogn med sine ejendele hen ad en gade i den britiske hovedstad, London, onsdag.
En hjemløs mand triller en indkøbsvogn med sine ejendele hen ad en gade i den britiske hovedstad, London, onsdag.

Claes Kirkeby Theilgaard,

01/04/2020

Storbritannien har onsdag registreret 563 coronarelaterede dødsfald i løbet af det seneste døgn.

Det meddeler det britiske sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I alt er 2352 coronasmittede patienter døde i Storbritannien, hvilket er en stigning fra de 1789 corona-dødsofre, de britiske myndigheder meldte om tirsdag.

Landet har nu 29.474 bekræftede smittetilfælde, en stigning på 4324 i forhold til tirsdag.

I alt er omkring 153.000 mennesker blevet testet, meddeler regeringen. Det vil sige, at næsten hver femte af de testede har sygdommen.

Sundhedseksperter vurderer, at det reelle antal smittede formentlig er hundredtusinder, skriver nyhedsbureauet dpa. Eksperterne stiller spørgsmål ved det relativt lave antal testede, hvis man sammenligner med andre lande i Europa.

Michael Gove, der er minister uden portefølje, sagde tirsdag, at regeringen "skal gå længere og hurtigere" frem med at få testet mistænkte smittetilfælde.

Gove tilføjede, at mangel på bestemte kemikalier er skyld i, at testene bliver forsinket.

Kemikalier er ikke det eneste, der er mangel på. På de britiske hospitaler klager medarbejderne over, at der mangler beskyttelsesudstyr.

Det får nu lægerne på skadestuen i byen Essex til at advare om, at de kan blive nødt til at nedbringe kontakten til patienterne "til et minimum", skriver BBC.

Ifølge tv-stationens oplysninger er hver fjerde medarbejder på hospitalet nu sygemeldt med symptomer på coronavirus.

Kilde: /ritzau/