Spanien forbyder ceremonier ved begravelser under coronakrise

Spanien er med over 7300 dødsfald det land i verden, hvor næstflest mennesker er døde under corona-pandemien.
Spanien forbyder ceremonier i forbindelse med begravelser, mens landet er lukket ned som følge af udbruddet af coronavirusset. Der må samtidig makimalt være tre personer til stede ved gravsætningen.
Spanien forbyder ceremonier i forbindelse med begravelser, mens landet er lukket ned som følge af udbruddet af coronavirusset. Der må samtidig makimalt være tre personer til stede ved gravsætningen.

Claes Kirkeby Theilgaard,

31/03/2020

I Spanien bliver de kommende uger forbudt at afholde en ceremoni i forbindelse med begravelsen af ens kære.

Det har de spanske myndigheder besluttet mandag.

Det gælder både ceremonier i kirker såvel som private ceremonier i hjemmet.

Samtidig lyder det, at maksimalt tre personer må deltage ved selve gravsætningen eller kremeringen.

Tiltaget kommer, mens Spanien kæmper med et stigende antal døde som følge af det smitsomme coronavirus.

I Spanien er over 7300 personer omkommet som følge af coronavirus.

Dermed er Spanien det land i verden, hvor næstflest mennesker er døde under pandemien. Kun Italien overgår med over 11.500 døde Spanien i antallet af dødsfald.

- Religiøse ceremonier og civile begravelsesceremonier bliver udskudt, indtil undtagelsestilstanden er overstået, lyder det fra de spanske myndigheder.

Spanien indførte 14. marts en nedlukning af store dele af samfundet. Landets parlament valgte torsdag i sidste uge at forlænge nedlukningen frem til 11. april.

Forbuddet mod ceremonier ved begravelser kommer i Spanien, efter at et lignende forbud tidligere er blevet indført i Italien.

De to lande har indført de mest drastiske tiltag i Europa i kampen mod coronavirusset. Blandt andet har landene lukket ned for al ikke-essentiel økonomisk aktivitet i de næste to uger.

På verdensplan har over 35.000 mennesker mistet livet som følge af coronavirus. Heraf er over 25.000 døde i Europa.

Mandag aften er der 766.336 personer i verden, der er blevet testet positiv for coronavirus.

Heraf er over 160.000 efterfølgende blevet erklæret raske igen.

Kilde: /ritzau/AFP