Mere end 2000 franskmænd er nu døde med coronavirus

Fra fredag til lørdag er mere end 4600 franskmænd blevet testet positive for coronavirus.
Coronavirusset fortsætter med at smitte flere i Frankrig, hvor flere også ender med at dø, mens de er smittede med virusset. (Arkivfoto)
Coronavirusset fortsætter med at smitte flere i Frankrig, hvor flere også ender med at dø, mens de er smittede med virusset. (Arkivfoto)

Claes Kirkeby Theilgaard,

28/03/2020

319 franskmænd er i løbet af det seneste døgn døde, mens de var smittet med coronavirus.

Det bringer det samlede antal af døde med coronasmitte i Frankrig op på 2314 personer. Det oplyser de franske sundhedsmyndigheder lørdag ifølge Reuters.

Lørdag er der foreløbigt bekræftet 37.575 personer med coronavirus i Frankrig. Det er 4611 flere end et døgn tidligere.

I alt er 17.620 personer nu indlagt på de franske sygehuse med coronavirus, hvoraf 4273 af dem har det så skidt, at de er blevet lagt på intensivafdeling.

Ifølge Reuters kan der gemme sig et stort mørketal både i antallet af døde og antallet af smittede.

Det hænger sammen med, at antallet af døde kun tæller dem, der er døde på et sygehus, mens det kun er dem, der bliver vurderet særligt sårbare, som bliver testet for coronavirus i øjeblikket.

Også andre steder i Europa fortsætter coronavirusset med at sprede sig.

Tidligere lørdag meddelte de italienske myndigheder, at 889 personer i Italien er døde med virusset i løbet af det seneste døgn.

Det betyder, at mere end 10.000 italienere nu er døde, mens de var smittede.

I øjeblikket er 92.472 registreret smittet med virusset i Italien, som har været det hårdest ramte land i Europa målt på antallet af smittede og døde.

Globalt er Italien også hårdest ramt i forhold til antallet af døde.

Målt på antallet af smittede er landet imidlertid blevet overhalet af USA, hvor særligt millionbyen New York er hårdt ramt af smittetilfælde og dødsfald.

Også Afrika er ramt af virusset. Nu er 2650 afrikanere smittet med virusset, mens 49 er døde. Det oplyser verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Kilde: /ritzau/