837 coronasmittede er døde i Italien på et døgn

Antal smittede er steget med omkring 4000 i Italien, men flere er raskmeldt. Frankrig har 499 døde på et døgn.
Iført beskyttelsesdragt sprøjter en medarbejder desinficerende væske på Piazza Duomo i storbyen Milano i det nordlige Italien tirsdag. Landet vil i endnu mindst to uger frem være lukket ned på grund af coronavirusset.
Iført beskyttelsesdragt sprøjter en medarbejder desinficerende væske på Piazza Duomo i storbyen Milano i det nordlige Italien tirsdag. Landet vil i endnu mindst to uger frem være lukket ned på grund af coronavirusset.

Claes Kirkeby Theilgaard,

01/04/2020

Italien har i det seneste døgn registreret 837 dødsfald blandt patienter smittet med coronavirus.

Det viser de seneste tal fra landets sundhedsmyndigheder tirsdag.

Dermed er i alt 12.428 mennesker døde i Italien, efter at de er blevet smittet med virusset.

Mandag rapporterede de italienske myndigheder om 812 døde, og døgnet inden var der 756 dødsofre.

Det seneste tal viser samtidig, at antallet af bekræftede smittetilfælde er steget med omkring 4000 i løbet af det seneste døgn. Antallet er omtrent det samme som mandag.

I alt er 105.792 mennesker bekræftet smittet i forhold til 101.739 døgnet inden, en stigning på fire procent.

Lyspunktet i tirsdagens tal fra Italien er, at antallet af raskmeldte er steget med 7,6 procent til 15.729. Mandag lød status, at 14.620 af de smittede var meldt raske igen efter deres sygeforløb.

Italien holdt tirsdag et minuts stilhed over hele landet for at mindes de tusindvis af mennesker, der indtil videre har mistet livet som følge af coronaudbruddet.

Flagene var sat på halv på bygninger og pladser over hele landet.

Coronavirusset er den dødeligste enkeltbegivenhed, der har ramt Italien siden Anden Verdenskrig, skriver nyhedsbureauet AFP.

I Frankrig er 499 mennesker døde i løbet af det seneste døgn efter at være blevet smittet med coronavirus. Det viser tal fra de franske sundhedsmyndigheder tirsdag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Dermed er det samlede antal coronadødsfald i Frankrig oppe på 3523.

Antallet af bekræftede smittetilfælde i landet er steget med over 7500 til i alt 52.128.

Af dem har 5565 mennesker brug for respirator, hvilket er en stigning på omkring 460 i forhold til et døgn tidligere.

Kilde: /ritzau/