LEDER: Den seneste Medborgerskabsundersøgelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet viste, at en skræmmende stor del af den danske befolkning vil forbyde religionskritik. Især har indvandrere og efterkommere et problematisk forhold til religionskritik, og her svarer henholdsvis 42% og 49%, at de er helt eller delvist enige i, at det bør være forbudt at kritisere religion.
Blandt de adspurgte med dansk oprindelse står det heller ikke for godt til: her er 8% helt enige, mens 11% er delvist enige i idéen om at forbyde religionskritik. En skræmmende stor del mener også, at der skal indføres restriktion i aviser for at beskytte folks religion (host, host, Muhammedtegninger). Størst er problemet hos indvandrere og efterkommere, hvor 40% er helt eller delvist villige til at slå den danske pressefrihed ihjel. Det er skræmmende læsning, Udlændinge- og Integrationsministeriet her gør sig leveringsdygtig i.
På mere end én måde kommer denne leder altså givetvis til at træde nogle over tæerne. Men det er sådan set også formålet. For uanset, hvor mange tågehoveder, der skulle mene, at religionskritik skal forbydes og at aviser skal rette ind for ikke at såre nogle religiøse følelser, må vi andre aldrig give efter. Religionskritik, ytringsfrihed og det frie demokrati hænger uløseligt sammen. Bakker man ikke op om retten til at kritisere religioner, er man mørkemand og antidemokrat og skal udstilles som sådan.
Når så skræmmende store dele af den danske befolkning ikke har forstået demokratiets grundvilkår, er der kun én måde at slå tilbage på: at kritisere alverdens religioner endnu mere intenst, end vi har gjort det hidtil.
Hvor højrefløjen har turde stikke hænder i bikuben og kritisere islam, men ikke rigtigt har nosset sig sammen til at udøve samme niveau af kritik overfor den kristne tro, har venstrefløjen generelt holdt sig for øjnene og slet ikke turde kritisere nogen form for religion. I et indlæg i Jyllands-Posten fra SF’s to næstformænd virker der dog til at være nye takter fra venstre. Man kan kun håbe.
Hverken den politiske korrektheds lænker eller regulær lovgivning skal holde os tilbage. Om det er profeten Muhammed eller en katolsk præst, du vil kalde for pædofil, skal du bare slå dig løs. Pædofili-anklagen er i øvrigt begge steder fuldt på sin plads, og selv hvis den ikke var, skal man stadig have ret til at fremsætte den.
Om du vil kritisere den bibelske skabelsesberetning, Hare Krishnas idé om genfødsel, muslimske pigers tørklæder, jødiske drenges omskæring eller noget helt femte, bør der ingen grænser for religionskritik være.
