Nej, løsningen er ikke at forbyde fyrværkeri

Efter uroligheder på Nørrebro, hvor der blev skudt med fyrværkeri mod både køretøjer og enkeltpersoner, har politikere fra højre og venstre været ude med forslag om strammere regler og forbud. Men det er den helt forkerte vej at gå.

Claes Kirkeby Theilgaard,

27/12/2019

LEDER: Når fyrværkeriet flyver om ørerne på én, og unge urostiftere - antageligvis især indvandrerdrenge - skyder med bomberør mod uskyldige forbipasserende, kan følelserne godt få frit løb. Jeg tror egentlig også, at det er det, der er sket for landets politikere her i juletiden, hvor chokerende billeder af urolighederne på Nørrebro har affødt krav om strammere regler for fyrværkeri - ja, endda forslag om egentlige forbud.

Alternativet vil have et totalforbud mod salg af fyrværkeri til privatpersoner, mens Konservative anført af det nyslåede partimedlem Marcus Knuth vil forskelsbehandle og kun forbyde salg i problemområder som f.eks. Nørrebro. Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet går så langt, at de vil lade folk affyre fyrværkeri på selve nytårsaften. Men så heller ikke mere.

Det er altså en generel politisk tendens, at partierne nu vil til at stramme reglerne endnu mere. Det er den nemme, men helt forkerte vej at gå. Med strammere regler og forbud - eller i hvert fald Facebook-opdateringer med krav om sådanne - kan man høste hurtige politiske point. Men man indskrænker friheden for den enkelte borger og rammer i sidste ende kun de lovlydige borgere, mens de afstumpede kriminelle går fri.

Det er jo ikke, fordi det ikke i forvejen er ulovligt at skyde med fyrværkeri mod andre personer, deres biler eller de busser, de transporterer sig nedad Nørrebrogade i. Desuden var det onsdag og torsdag aften, hvor de kriminelle skabte kaos og utryghed på Nørrebro, alligevel ikke tilladt ifølge de nuværende regler at affyre fyrværkeri.

Når politikere fra højre og venstre fremturer med krav om generelle forbud og stramme regler, der rammer alt og alle, er det hovedløs symbolpolitik. Eneste resultat er, at livet bliver lidt mere surt og kedeligt for os, der rent faktisk adlyder loven. De kriminelle får man ikke ram på.

Vi bør hverken stramme reglerne eller forbyde fyrværkeri. Snarere tværtimod. Lovlydige danskere skal have fornøjelsen af heksehyl, stalinbatterier og kugleraketter. Derimod bør vi slå benhårdt og nådesløst ned på afstumpede kriminelle, der skyder vildt for sig med bomberør i hånden. Men det er vigtigt at huske på, at det ene ikke udelukker det andet.