Jødehad i alle afskygninger skal slås nådesløst til jorden

LEDER: På 81-årsdagen for Krystalnatten valgte endnu ukendte gerningsmænd over hele Skandinavien at markere dagen for det nazistiske fremstød ved e...

Claes Kirkeby Theilgaard,

11/11/2019

LEDER: På 81-årsdagen for Krystalnatten valgte endnu ukendte gerningsmænd over hele Skandinavien at markere dagen for det nazistiske fremstød ved en række antisemitiske aktioner. Jødiske gravsten med overmalet, jødestjerner påklistret på folks private postkasser og antisemitisk graffiti blev påmalet på husmure. Noget tyder på, at den nynazistiske organisation Nordfront står bag i hvert fald en del af hærværket, men det benægter de pure overfor 180Grader.

Til gengæld omtaler deres såkaldte ”redechef” Jacob Vullum de forfærdelige hærværksforbrydelser som ”fine aktioner”, og dermed står det pisset i sne, hvad nynazisterne synes om det hele. For disse forsmåede, hadefulde skikkelser er et ekko fra Nazityskland noget, der mødes med jubel.

Desværre virker antisemitismen til at være på fremmarch, både herhjemme og i resten af Europa. Og det er ikke kun nynazistister, der agerer bannerfører for jødehadet. Faktisk vokser hadet til alt, der er jødisk, frem på tre fronter: både på den ekstreme højre- og venstrefløj og blandt radikale muslimer og islamister.

Denne uhellige trekløver deler hadet til jøder, men de slår på forskellige strenge, når de skal argumentere for deres fordomsfulde og misforståede had. Den ekstreme venstrefløj vil kæmpe en ”antizionistisk” kamp mod jødiske eliter og staten Israel, det ekstreme højre citerer paroler fra ”Mein Kampf” og muslimers had til jøder grunder i Israel-Palæstina-konflikten og læresætninger fra Koranen.

I øvrigt tyder en undersøgelse på, at antisemitismen fra muslimer er den største trussel mod europæiske jøder. Dog virker der til at være en berøringsangst overfor denne del af det antisemitiske problem. Hvor alle kan fordømme en klam, hvid og mandlig nynazist, er det straks sværere at fordømme en minoritet for dennes had mod en anden minoritet.

Men uanset i hvilken afskygning, jødehadet viser sig, skal vi slå det nådesløst i jorden. Om det er en ung, dum og muslimsk fyr eller en bredskuldret, ældre nynazist, der er velbevandret i nazistisk litteratur, må ingen slippe godt fra antisemitiske holdninger.

Hver gang, jødehadet stikker sit klamme ansigt frem, skal vi slå igen. Vi skal udskamme, debattere med og konfrontere de hadefulde, stille dem til ansvar for deres antisemitisme og punktere deres fordomsfulde fantasier. Sådan kommer vi jødehadet til livs.

I dagens Danmark har vi de facto accepteret, at jøder ikke kan gå med kalot på Nørrebro og at man som jøde ikke kan gå i hverken skole eller synagoge uden at skulle bevogtes af bevæbnede soldater. Det er en skamplet på vores frie samfund, og det må vi gøre noget ved.