At følge Alternativet de sidste ugers tid har været som at observere en langsom, pinefuld og ufrivillig dødedans, hvor de involverede end ikke har opfanget, at de danser sig stadigt tættere på døden. Nu er det uundgåelige så efter længere tids forspil sket: Alternativets dødsdom er indtruffet.
Uffe Elbæk, partiets sjæl, stifter og indtil for nyligt også formand, har nu forladt den synkende skude. Med sig har han taget tre andre folketingsmedlemmer - Rasmus Nordqvist, Susanne Zimmer og Sikandar Siddique - og dermed er Torsten Gejl den eneste alternativist tilbage på Christiansborg. Lidt endnu i hvert fald, for mon ikke, han også forlader partiet inden længe.
Elbæk kaldte valgresultatet, der bød på en tilbagegang fra ni til fem mandater, for “en bummer”. I december meldte han så ud, at han ville trække sig som leder af Alternativet, og at en ny formand skulle vælges på ekstraordinært landsmøde den 1. februar.
Den måde, hvorpå Uffe Elbæk håndterede formandsskiftet på, virkede allerede fra starten af totalt misforstået og useriøs. Det skulle så også vise sig, at det ligefrem var dødeligt for Alternativet, at Elbæk på klassisk Cirkus Elbæk-manér tog det hele lidt for let og med et lidt for stort grin.
Kort tid efter at Josephine Fock blev valgt som formand, kom en række opsigtsvækkende afsløringer frem i Dagbladet Information. Fock skulle angiveligt, mens hun under sidste valgperiode sad i Folketinget for partiet, have overfuset andre fra partiet både verbalt og fysisk.
Beskyldninger blev katalysator for en fuldstændigt kaotisk forestilling med intern splittelse af uhørte dimensioner. Og det hele udspillede sig i dagspressen.
Josephine Fock var i forvejen en relativt ukendt - og sammenlignet med Elbæk - tør skikkelse. Derfor er det kun endnu værre, at hun nu mest af alt er kendt blandt såvel Alternativets vælgere som den bredere offentlighed som én, der vistnok har rusket i sine partikolleger.
Alternativet kom ind i Folketinget i 2015, stiftet af netop Elbæk og Fock, og red på en bølge af flower-power og feel good-energi. De var et frisk pust og i udpræget grad et projekt, som folk kunne gøre til deres eget.
Partiets idé om en ny politisk kultur lød behageligt, især hos vælgere i storbyerne, men idéen holdt ikke i længden. På en eller anden mærkværdig måde lykkedes det end ikke Alternativet at profitere på den kolossale klimadagsorden, der i stigende grad præger dansk politik.
Det grønne parti falmede lige så hurtigt, som det var sprunget ud. Græsrodsstemningen var røget i svinget, og siden valget sidste år har Alternativet været en ubetydelig politisk aktør, der har rodet rundt i deres egen “grønne blok”.
I forvejen så det altså skidt ud. Efter at Elbæk, Nordqvist, Zimmer og Siddique er deserteret, står Fock og Gejl altså alene tilbage.
Mens Gejl angiveligt forhører sig med baglandet, holder Fock stædigt fast i, at Alternativet består. Ja, hun virker nærmest helt upåvirket af den masseflugt, der har fundet sted, siden hun kom til som formand.
Josephine Fock står altså tilbage som var hun Komiske Ali. Hun vil ikke indse den sandhed, som alle andre for længst har erkendt: at Alternativet er et dødt parti.
Dette er en leder skrevet af 180Graders chefredaktør. 180Grader er en borgerlig-liberal netavis, og det kommer til udtryk i lederne. Vi skelner skarpt mellem vores frie, uafhængige journalistik og vores opinionsstof, herunder ledere.
Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage til debatten på 180Grader her.
