I dag er det 5 år siden, at to maskerede islamiske terrorister angreb det franske satiremagasin Charlie Hebdos redaktionslokaler i Paris. De dræbte 12 og sårede 11 i det, de sikkert selv så som et ædelt hævntogt til ære for profeten Muhammed, som Charlie Hebdo jo ifølge islamisk logik havde krænket noget så vederstyggeligt med sine muhammedtegninger.
Dengang i 2015 var det overvældende, hvor stor støtte Charlie Hebdo nød i brede kredse. Det virkede til, at så godt som alle erklærede deres sympati med satiremagasinet og deres kamp for ytringsfriheden. "Je Suis Charlie" var et slogan, som blev trykt på t-shirts, skrevet overalt på Facebook og malet på bannere til støttedemonstrationer.
Men nu, hvor det grusomme terrorangreb ligger 5 år bag os, står det efterhånden klart, at sympatierklæringerne måske mere handlede om forfærdelsen over terroren end om støtte til friheden til at skrive og tegne, hvad man vil. I hvert fald er der ikke mange af dem, der sagde "Je Suis Charlie" for 5 år siden, der den dag i dag tør stå fast på ytringsfriheden.
Charlie Hebdo blev angrebet af voldelige og middelalderlige islamister, fordi de havde bedrevet satire mod den muslimske profet Muhammed og trykt en række satiretegninger af profeten. Noget, som også Jyllands-Posten herhjemme gjrode for snart 15 år siden.
Tilbage i 2006 genoptrykte Charlie Hebdo ligesom mange andre både danske og internationale de 12 danske muhammedtegninger, også den famøse af Kurt Westergaard, hvor profeten har en bombe i turbanen. Det skete midt under Muhammedkrisen, og var en smuk gestus og et udtryk for sympati med ens kolleger, der blev truet på livet for nogle satiretegninger.
Siden er støtten til kunsten at lave muhammedtegninger smuldret, og Jyllands-Posten tør end ikke genoptrykke sine egne 12 tegninger, når det ellers kunne være relevant i nyhedsdækningen. I sådan en verden, hvor de fleste dukker sig for voldsmændenes veto, er Charlie Hebdo noget helt unikt og en sidste bastion for ytringsfriheden.
Det er nemt at sige "Je Suis Charlie" og så føle, at man så gør sit til, at ytringsfriheden også fremover vil bestå. Men faktum er, at ingen af os er Charlie Hebdo.
For det er umådeligt svært og hårdt at forsvare ytringsfriheden kompromisløst. Mange, der for 5 år siden - og måske også i dag - siger "Je Suis Charlie", går samtidig ind for en racismeparagraf, en hadprædikantliste eller en imamlov. Og netop derfor klinger det så hult, når folk i et øjebliks indbildt godhed smykker sig med Charlie Hebdos dyrtkøbte fjer.
For 5 år siden var det meget naturligt den islamistiske trussel mod det frie ord, der var i fokus. I dag har Charlie Hebdo i et særnummer udgivet på årsdagen sat fokus på de sociale mediers tiltagende censur og den særligt venstreorienterede politiske korrekthed, der i øjeblikket forsøger at ensrette og kvæle debatten.
Det er en trussel mod ytringsfriheden, der måske er mindre makaber og opsigtsvækkende end islamister med maskingeværer, men som er mindst lige så farlig.
Faktum er, at ytringsfriheden 5 år efter Charlie Hebdo-angrebet er endnu mere truet end før. Og, sorry to break the news, det hjælper ikke alverden blot at sige "Je Suis Charlie" og så i øvrigt sidde på sine hænder.
Derfor skal herfra lyde en opfordring: drop de lette fraser og kast dig ind i debatten om ytringsfriheden. Der er om muligt endnu mere behov for det end nogensinde før.
