En demonstration ved en barnebegravelse ændrer ikke ved, at også Stram Kurs har ytringsfrihed

Claes Kirkeby Theilgaard,

18/02/2020

I dag har Mediedanmark stået på den anden ende over en Stram Kurs-demonstration, der foregik midt i en muslimsk barnebegravelse ved en moské i København. Og med rette. Det er direkte modbydeligt, at demonstranterne fortsatte med deres anti-islamiske kampråb, selv da rustvognen med en hvid kiste i mindste størrelse trillede forbi dem. 

Det er præcis i sager som denne, hvor bølgerne går højt, og mange er følelsesladede, at vi skal holde hovedet koldt og værne om ytringsfriheden. Den opgave virker de fleste desværre til at svigte noget så grusomt. 

I stedet for blot at fordømme Stram Kurs’ opførsel, fremfører mange på ny, at partiets - og særligt partilederen Rasmus Paludans - ytrings- og forsamlingsfrihed skal indskrænkes eller helt inddrages. Nogle mener endda, at Stram Kurs-demonstranterne fortjener at blive straffet eller udsat for vold af forskellig art.

Det er dybt godnat, og vi bør være bedre end det.

Vi kan sagtens fordømme Stram Kurs-demonstranternes forfærdelige opførsel uden at smide ytrings- og forsamlingsfriheden overbord. Uden at komme med hovedløse trusler om den ene, anden eller tredje voldshandling.

Selv forsvarer Paludan - der i øvrigt ikke deltog i demonstrationen af sikkerhedsårsager - sig ved at sige, at der ikke var tale om en barnebegravelse, men at hele seancen med rustvogn og kiste i stedet blot var et politisk stunt, et fupnummer.

Man må godt mene, at det er klamt, svinsk og ulækkert af Danmarks mest rabiate islamkritikere at demonstrere midt i en muslimsk barnebegravelse. Man må gerne mene, at det er ynkeligt, at de end ikke vil undskylde for det, men i stedet kommer med tågede bortforklaringer. Man må også gerne fordømme disse handlinger.

Det gør jeg.

Denne sag er den ultimative test på, om man går ind for ytringsfrihed eller ej. De, der ikke står fast på ytringsfriheden i situationer som denne, bør se indad. Om man vil det eller ej, gælder ytringsfriheden også for rabiate islamkritikere ved en muslimsk barnebegravelse.

Det betyder ikke, at Stram Kurs' ageren er i orden, for det er den ikke. Det betyder blot, at vi skal huske på, at ytringsfriheden er en ukrænkelig rettighed. Eller at den i hvert fald bør være det. Selv i denne sag bør man derfor ikke ofre ytringsfriheden i frustrationens navn.

Går man ikke for ytringsfriheden for dem, man er mest uenige med - dem, man finder allermest afskyelige - går man slet ikke ind for ytringsfriheden.

Dette er en leder skrevet af 180Graders chefredaktør. 180Grader er en borgerlig-liberal netavis, og det kommer til udtryk i lederne. Vi skelner skarpt mellem vores frie, uafhængige journalistik og vores opinionsstof, herunder ledere.

Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage til debatten på 180Grader her.