Bwalya Sørensen og Black Lives Matter er de sande racister

claes theilgaard claes kirkeby theilgaard 180grader

Claes Kirkeby Theilgaard,

10/06/2020

De seneste par uger efter det tragiske politidrab på George Floyd i USA har i høj grad stået i den angiveligt antiracistiske bevægelse Black Live Matters’ tegn. Både herhjemme og i udlandet har der været enorme demonstrationer som reaktion på ikke alene George Floyds død, men også mere generelt mod racisme og politivold.

Herhjemme har vi også vores egen filial af bevægelsen - Black Lives Matter Denmark - med en kvinde ved navn Bwalya Sørensen i front.

Selvom Black Lives Matter og Bwalya herhjemme fører sig frem som et antiracistisk foretagende, så står det nu klart efter en lang række sager, at Bwalya og hendes ligesindede er de sande racister.

Lad os tage et par eksempler:

  • Til Bwalyas demonstrationer er der særlige regler for hvide mennesker. F.eks. må du ikke råbe med på alle kampråb, hvis du er hvid i huden. Du må heller ikke tale med pressen eller bruge din telefon. Og så skal du altså være klar til at agere menneskeligt skjold og tage tæskene for de sorte demonstranter, hvis der kommer konflikt
  • Til en demonstration opdelte Black Lives Matter-formanden desuden hvide og sorte i forskellige grupper. Altså bedrev hun vaskeægte segregation på baggrund af hudfarve 
  • Da Amnesty ville arrangere en støttedemonstration i Aalborg, blev Bwalya Sørensen gal og fik intimideret arrangørerne til at aflyse. Amnesty havde nemlig kun hvide ansatte - ikke engang nogle “halv-brune” - og så kunne Black Lives Matter Denmark altså ikke være med, måtte man forstå.

Læg dertil, at Bwalya Sørensen og Black Lives Matter vil have Inger Støjberg og Mattias Tesfaye fængslet for deres politiske holdninger. Med andre ord: der er ingen grund til at tage Bwalya Sørensen og hendes Black Lives Matter Denmark seriøst.

Det er dybt tragisk, at den vigtige kamp mod racisme skal misbruges af en afstumpet, udemokratisk og hadefuld person som Bwalya Sørensen. Hun voldtager den antiracistiske kamp og udøver voldsom racisme mod hvide i et misforstået og stædigt forsøg på at gøre amerikanske tilstande gældende i Danmark.

Vi skal aldrig acceptere racisme. Heller ikke, hvis den kommer fra en sort kvinde, der smykker sig med lånte fjer. Så lad os droppe tågesnakken og kalde Bwalya Sørensen og Black Lives Matter Denmark for det, de er: racister af værste skuffe.

Derefter kan vi tage den antiracistiske kamp ud af hænderne på Bwalya og sammen kæmpe kampen på mere dansk og demokratisk vis.

Dette er en leder skrevet af 180Graders chefredaktør. 180Grader er en borgerlig-liberal netavis, og det kommer til udtryk i lederne. Vi skelner skarpt mellem vores frie, uafhængige journalistik og vores opinionsstof, herunder ledere.

Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage til debatten på 180Grader her.