LEDER: Fortællingen om Aung San Suu Kyi kunne have været så smuk. En fortælling om en standhaftig menneskerettighedsforkæmper, der med oprejst pande tog kampen mod et totalitært og diktatorisk militærstyre i Myanmar.
Aung San Suu Kyi er en kvinde, der har siddet i husarrest for sin kamp for frihed, demokrati og basale menneskerettigheder i små 20 år. En kvinde, der har modtaget Nobels Fredspris i 1991. Og som nu til sidst har fået magten i det land, hun har viet sit liv til at kæmpe for.
Hvordan havner en kvinde som hende – et ikon på kampen for fred og menneskerettigheder – pludselig på anklagebænken i Den Internationale Domstol i Haag, anklaget for folkemord på det overvejende muslimske mindretal rohingyaerne?
Og hvordan kan en kvinde som hende få sig selv til at forsvare et sådant folkedrab – uden at fortrække en mine?
Det er en ”intern væbnet konflikt”, som er ”kompleks og ikke let at begribe”, siger Aung San Suu Kyi fra anklagebænken. Samme ”ikke se, ikke høre”-linje har hun kørt overfor omverdenen, siden Myanmar begyndte deres forfølgelse og folkedrab på rohingyaerne i 2016.
Aung San Suu Kyi forsvarer nu den selvsamme hær, der gennem årtier undertrykte hende og resten af landets befolkning. Den hær, som stadig undertrykker Myanmars befolkning den dag i dag – i hvert fald, hvis du tilhører det forkerte etniske mindretal.
Det giver næsten ingen mening. Og så måske alligevel.
Man skal huske på, at Myanmar er overvejende buddhistisk, og at Aung San Suu Kyi selv blev stærkt troende buddhist under sin husarrest. Rohingyaerne er overvejende muslimer, og det er ikke noget, som folk ser venligt på i Myanmar. Derfor er der måske ligefrem politisk kapital at hente ved at undertrykke rohingyaerne.
Rettelig har Myanmar og Aung San Suu Kyi fået et tilsværtet internationalt ry som følge af den etniske udrensning og folkedrabet på rohingyaerne. Kan Suu Kyi stå med oprejst pande endnu gang – og denne gang forsvare folkedrab, som hun forsvarede frihed – kan hun måske samle Myanmars befolkning endnu mere bag sig.
Hvor fjenden før var Myanmars egen hær og vennen det internationale samfund er situationen i dag vendt på hovedet; fjenden er international, vennen er den hjemlige hær.
Når et ikon som Aung San Suu Kyi falder fra de moralske højder helt ned i afgrunden, skal det internationale samfund sige fra. Det er sket i et vist omfang. Vesten har dog ikke gjort nok, og det understreges også af, at det er den afrikanske lilleputstat Gambia, der har slæbt Myanmar og Suu Kyi i retten.
Engang hyldede vi hende for hendes frihedskamp. Nu skal vi nådesløst fordømme hende for hendes forsvar af folkedrab.
