Åbn de danske grænser nu!

Claes Kirkeby Theilgaard,

14/05/2020

Det gælder generelt for den socialdemokratiske regering anført af Mette Frederiksen, at den hellere vil holde danskerne i et fortsat jerngreb end sætte os fri.

Derfor er det desværre også kun forventeligt, at man stadig holder de danske grænser lukkede. Det endda på trods af, at lande som Tyskland og Norge har planer om at åbne grænserne. Lande, der i forhold til coronasmitte kan sammenlignes med Danmark.

Tyskland har meldt ud, at de faktisk kun venter på grønt lys fra Søster Nummer Ét til at åbne grænsen mod Danmark, men alligevel holder Mette Frederiksen igen. Det er dumt, arrogant og unødvendigt.

Og det koster danskerne dyrt på flere måder.

Først er der det økonomiske element: turister fra Tyskland og Norge står for en stor del af indtægterne i den danske turismesektor, der beskæftiger omtrent 100.000 mennesker.

Det vil være en økonomisk katastrofe, hvis grænsen forbliver lukket.

Turismesektoren er her en del af det, men bla.. bliver grænsehandlen også hårdt ramt.

Dernæst er der det mere menneskelige element: danskerne er fanget, og det er på tide, at vi bliver sat fri.

I 2020 bliver det ganske givet ikke muligt at rejse langt ud i verden, og derfor vil rejser inden for Europas grænser kunne give et tiltrængt og velfortjent pusterum.

Under coronakrisen har vi levet i fangenskab på Mette Frederiksens ordrer, og langt de fleste har udvist “samfundssind” og gjort, som der er blevet sagt. 

Men vi kan ikke leve som Mette Frederiksens villige gidsler for evigt. Slet ikke, når der ikke synes at være ordentlige argumenter for et fortsat liv bag lås og slå.

Derfor bør tiden være inde til at genåbne de danske grænser. Hellere i går end i dag, og hellere i dag end i morgen.

Dette er en leder skrevet af 180Graders chefredaktør. 180Grader er en borgerlig-liberal netavis, og det kommer til udtryk i lederne. Vi skelner skarpt mellem vores frie, uafhængige journalistik og vores opinionsstof, herunder ledere.

Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage til debatten på 180Grader her.