Kongehuset er rendyrket nepotisme

Dronning Margrethe vinker til de mange der er mødt op foran Fredensborg Slot, torsdag den 16. april 2020. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix)
Dronning Margrethe vinker til de mange der er mødt op foran Fredensborg Slot, torsdag den 16. april 2020. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix)

180Grader Debat,

28/04/2020

Af Søren Würtz Vinther Jørgensen, Cand. pæd. i pædagogisk sociologi og pædagog

I Danmark er sammenhængskraften i samfundet bygget op om den forestilling, at folk med specialiseret viden og kompetencer skal varetage bestemte arbejdsopgaver. Filosofien er, at der skal drages nytte af menneskers individuelle styrker og på den måde skabe de bedste forudsætninger for, at samfundet gennem gensidig afhængighed kan få de bedst mulige levevilkår. Derfor er det en nødvendighed i denne samfundsstruktur, at virksomhederne og institutionerne er villige til at vælge den medarbejder, der er bedst til at løse opgaven.

Problematikken opstår her, fordi det danske samfund tillader et enestyre, monarkiet, der af flere årsager strider dybt imod samfundsfilosofien. En af de helt store svagheder ved det danske monarki er, at det udlever nepotisme i sin reneste form på et økonomisk, juridisk og etisk niveau. Det understreges, fordi den monarkiske praksis tillader, at en familie skal tilgodeses og er hævet over loven. Man vælges ikke, fordi man har de bedste evner, men fordi man er født ind i det.

I Danmark tilgodeses kongefamilien særligt økonomisk, når de årligt bliver tildelt apanage for mange millioner kroner samt får gaver fra fx Folketinget og LEGO. Det nyeste eksempel er, at Dronningen fik 420.000 kroner alene til at restaurere sit dessertbestik. Det er helt ude af proportioner med tanken om, at den danske borger i gennemsnit har en årsløn på ca. 320.000 kroner, og fordi der er tale om brugen af andres penge.

Monarkiet tillader oveni, at medlemmerne af Kongehuset er hævet over loven. Det betyder, at disse mennesker som udgangspunkt ikke kan straffes for deres ulovlige handlinger, medmindre monarken, her Dronningen, er villig til at ophæve denne. Det er principielt forkert, fordi det modsiger tankegangen om, at alle mennesker lige for loven.

Gud bevare ytringsfriheden - og Danmark.

Dette er et debatindlæg indsendt af en af 180Graders læsere. Det er alene udtryk for skribentens holdning. Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage med debatindlæg til 180Grader her.