Uroligheder fortsætter: Politiet ramt af kasteskyts i Gellerupparken

Natten til mandag blev politiet igen udsat for angreb i Gellerup, hvor en mand fredag blev skudt af politiet.
Østjyllands Politis chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen afholder doorstep om skudepisode i Gellerupparken, foran politigården i Aarhus fredag den 5. juni 2020. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Østjyllands Politis chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen afholder doorstep om skudepisode i Gellerupparken, foran politigården i Aarhus fredag den 5. juni 2020. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

180Graders Redaktion,

08/06/2020

Østjyllands Politi melder mandag om nye natlige uroligheder i det vestlige Aarhus omkring Gellerup-bebyggelsen.

Natten til mandag blev politiets gruppevogne angrebet med kasteskyts, blandt andet malingsbomber, af uromagere i området. Det fremgår af billeder fra stedet, som blandt andet er kendt for en høj andel af beboere med indvandrerbaggrund.

Området dannede grundlovsdag, fredag, rammen om en demonstration med den indvandrerkritiske advokat Rasmus Paludan, som i fjor stillede op ved folketingsvalget.

Demonstrationen udviklede sig dramatisk, da en person trak en kniv. Han nægtede at adlyde politiets ordrer om at smide kniven. Til sidst valgte en politimand at skyde den knivbevæbnede mand i det ene ben.

Det har efterfølgende resulteret i uroligheder i området. Natten til søndag blev to personer anholdt for at kaste henholdsvis sten og fyrværkeri mod politiet. En tredje blev anholdt for at råbe ad ordensmagten.

Hvorvidt urolighederne natten til mandag har ført til anholdelser, er endnu ikke oplyst af politiet.

Østjyllands Politi oplyser, at man senere mandag vil melde mere ud, når man har et fuldt overblik over nattens begivenheder.

Billeder og video fra området viser politifolk i fuld indsatsuniform med både hjelme og gasmasker.

Kilde: /ritzau/