WHO: Smittespredningen er aftagende i store dele af verden

Coronapandemien er på tilbagegang mange steder i verden, viser tal fra WHO. Især i Afrika, Sydamerika og USA.
Motionister får tjekket deres temperatur i en park i Californien. USA er et af de lande, hvor smittetallene igen er på vej i den rigtige retning. (Arkivfoto)
Motionister får tjekket deres temperatur i en park i Californien. USA er et af de lande, hvor smittetallene igen er på vej i den rigtige retning. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

26/08/2020

Smittespredningen med coronavirus og dødsfald som følge af virusset er ved at aftage i store dele af verdens regioner. Det viser tal fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Ifølge disse tal er antallet af smittede og døde især på tilbagegang i de hårdt ramte lande i Nord-, Central- og Sydamerika samt i Afrika.

Til gengæld går det endnu ikke den rigtige vej i det sydøstlige Asien, i det østlige Middelhavsområde og i dele af Europa.

WHO har i ugen op til 23. august registreret 1,7 millioner nye tilfælde af coronavirus og omkring 39.000 dødsfald på verdensplan.

Det er et fald på fem procent i antallet af smittetilfælde og 12 procent i antallet af dødsfald i forhold til ugen før.

I Afrika siger WHO's regionale direktør, Matshidiso Moet, at antallet af smittetilfælde er faldende, efter at kontinentet har overstået, "hvad der så ud til at være en top".

I Sydafrika, der er kontinentets hårdest ramte land målt på antallet af smittede, advarer sundhedsminister Zweli Mkhize alligevel om at fejre resultatet for tidligt.

- Vores største bekymring er, om det her var den første bølge, og om der kan være en ny på vej, siger han og henviser til udviklingen i Spanien, der den seneste tid har oplevet nye smitteudbrud.

Her annoncerede myndighederne tirsdag, at hæren bliver kaldt ind for at hjælpe med at inddæmme spredningen af virusset.

Spanien er et af de hårdest ramte lande i Europa målt på antallet af nye smittetilfælde.

Derfor skal 2000 soldater, der er trænet i smitteopsporing, nu hjælpe landets regioner med at identificere personer, der kan være smittet med virusset.

- Vi kan ikke lade pandemien tage kontrol over vores liv igen. Vi må tage kontrollen og stoppe denne anden bølge, sagde Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, tirsdag.

Coronapandemien har ifølge tal fra Johns Hopkins University kostet 815.797 mennesker livet på verdensplan, mens mere end 23,8 millioner er blevet smittet siden pandemiens begyndelse.

Regeringer verden over har de seneste måneder genindført restriktioner for at stoppe nye udbrud af virusset.

Det betyder blandt andet, at adskillige lande har gjort det obligatorisk at bære mundbind i offentligheden, ligesom skoler, butikker og arbejdspladser er blevet lukket på ny flere steder.

Kilde: /ritzau/AFP