Nordkorea truer med modsvar: Fjender forbliver fjender

Sydkoreas seneste øvelse er en provokation og en påmindelse om, at fjender forbliver fjender, siger Nordkorea.
Nordkoreas leder, Kim Jong-un (til venstre), og Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, mødtes i den demilitariserende zone (DMZ) mellem de to lande i april 2018.
Nordkoreas leder, Kim Jong-un (til venstre), og Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, mødtes i den demilitariserende zone (DMZ) mellem de to lande i april 2018.

180Graders Redaktion,

08/05/2020

Nordkorea langer kraftigt ud efter Sydkorea på grund af landets militære øvelser.

Samtidig sender den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, en personlig hilsen til Kinas præsident, Xi Jinping, for at lykønske ham med kinesernes succes med at kontrollere coronavirusset.

Det rapporterer nordkoreanske statsmedier fredag.

En nordkoreansk militærrepræsentant siger, at Sydkoreas seneste militærøvelse er en alvorlig provokation, der kræver en reaktion.

Det fremgår af en erklæring fra det statslige nyhedsbureau i Nordkorea, Korean Central News Agency (KCNA).

- Den seneste øvelse var en øjenåbner for os og understreger det faktum, at fjender forbliver fjender, står der i erklæringen.

Ifølge Nordkorea er den sydkoreanske militærøvelse onsdag i strid med interkoreanske aftaler, som har til formål at mindske de militære spændinger mellem de to nabolande.

- Alt går nu tilbage til udgangspunktet før topmødet mellem nord og syd i 2018, står der videre i erklæringen.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, aftalte på topmødet i den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, for to år siden at lette spændingerne langs den demilitariserende zone (DMZ), der er et fire kilometer bredt bælte mellem de to lande.

Søndag oplyste Sydkorea, at nordkoreanske soldater havde affyret adskillige skud mod en sydkoreansk vagtpost i den demilitariserende zone.

Sydkoreanske soldater reagerede ved at affyre varselsskud. Der blev ikke rapporteret om nogen tilskadekomne.

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, sagde efterfølgende, at skuddene fra Nordkorea sandsynligvis var "utilsigtede".

I en separat erklæring fredag skriver KCNA, at Kim har sendt en mundtlig besked til den kinesiske præsident om coronavirusset.

- Kim Jong-un sendte i sin besked sine varmeste hilsner til Xi Jinping og lykønskede ham. Kim sætter stor pris på, at han (Xi, red.) griber chancen for at vinde i krigen mod den hidtil usete epidemi, oplyser KCNA.

Nordkorea har sagt, at det ikke har nogen tilfælde af coronavirus, men har tidligere styrket grænsekontrollen og indført foranstaltninger mod epidemien.

Kilde: /ritzau/Reuters