Venstre efter afsløring: "Der er ministre i det her land, der er røget for mindre"

Der er ministre i det her land, der er røget for mindre, lyder det fra Venstres sundhedsordfører som reaktion på afsløringen af, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har videregivet forkerte oplysninger til Folketinget under et lukket samråd.
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke er i åbent samråd om COVID-19 i Landstingsalen tirsdag den 2. juni 2020. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke er i åbent samråd om COVID-19 i Landstingsalen tirsdag den 2. juni 2020. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

02/06/2020

En række afsløringer har rejst tvivl om den socialdemokratiske regerings forklaring bag nedlukningen af det danske samfund og de vidtgående hastelove, der på kort tid blev gennemtrumfet i Folketinget.

Senest er det blevet afsløret i Jyllands-Posten, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et lukket samråd videregav forkerte oplysninger til Folketinget, da han gav udtryk for, at Sundhedsstyrelsen anbefalede de vidtgående hastelove, selvom det ikke var tilfældet.

I et interview med samme avis tager Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen nu bladet fra munden oven på afsløringen.

- Der er ministre i det her land, der er røget for mindre, lyder det fra Martin Geertsen til Jyllands-Posten.

Sundhedsordføreren fortsætter:

- Vi stod i en tilspidset situation, hvor en minister ikke gav fyldestgørende oplysninger til Folketinget. Det er en alvorlig sag.

- Men vi kan jo ikke vælte regeringen i Venstre. Derfor er det i høj grad op til det parlamentariske grundlag, som regeringen har, hvad de mener om, at en minister ikke giver fyldestgørende oplysninger til Folketinget.

Martin Geertsen fortæller endvidere, at Magnus Heunickes usande påstand om, at Sundhedsstyrelsen anbefalede de vidtgående indgreb i kampen mod coronavirus, var medvirkende til, at Venstre og andre partier bakkede regeringen op.

Samtidig foregik vedtagelsen af de omstridte hastelove i sådan en hast, at ingen rigtigt var klar over, hvor meget magt, man dermed gav til den socialdemokratiske regering, fortæller han.

Selv afviser Magnus Heunicke over for Jyllands-Posten blankt, at han har videregivet forkerte oplysninger til Folketinget.