Danmark lukker ned: Her er de vidtgående tiltag i kampen mod coronavirus

Regeringen tager nu vidtgående tiltag i brug i kampen mod coronavirus. Få overblikket her.
Den socialdemokratiske regering anført af statsminister Mette Frederiksen lukker nu i store træk Danmark ned i kampen mod coronavirus. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)
Den socialdemokratiske regering anført af statsminister Mette Frederiksen lukker nu i store træk Danmark ned i kampen mod coronavirus. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

11/03/2020

Til et pressemøde i Statsministeriet onsdag aften fremlagde en alvorstung Mette Frederiksen en række vidtgående tiltag, som nu tages i brug i kampen mod coronavirus.

Der er nu mindst 514 coronasmittede i Danmark, hvilket er mere end en tidobling fra mandag. Derfor lukker Danmark i store træk nu ned for at undgå yderligere smittespredning.

Samtidig fortæller statsminister Mette Frederiksen (S), at der kan blive taget nye tiltag i brug i de kommende dage og uger, hvis det bliver nødvendigt.

Frederiksen understreger dog, at danskerne ikke skal gå i panik.

- Vi skal kunne købe varer i butikkerne, der skal produceres, transporteres, og der skal sælges.

- Der er ingen grund til at hamstre rugbrød eller toiletpapir, siger hun.

Få overblik over de nye tiltag mod coronavirus herunder.

Alle uddannelses- og daginstitutioner lukker ned

Alle offentlige uddannelsesinstitutioner og daginstitutioner lukker for at mindske, lyder det fra statsminister Mette Frederiksen på pressemødet.

Elever og studerende på alle uddannelsesinstitutioner sendes hjem nu og foreløbig to uger fra fredag. Flere institutioner vælger dog at sende eleverne hjem allerede fra torsdag.

Offentlige folkeskoler og daginstitutioner lukker mandag og foreløbigt to uger frem derfra.

Samtidig opfordrer den socialdemokratiske statsminister forældre til at holde deres børn hjemme allerede fra torsdag, hvis de har mulighed for det.

Yderligere tiltag går på, at alle indendørs kulturinstitutioner, biblioteker, fritidstilbud med videre lukker nu. Det gælder foreløbig også to uger fra fredag.

Forsamlinger med mere end 100 personer forbydes

Regeringen forbyder forsamlinger på mere end 100 personer fra mandag.

- Vi skal undgå, at for mange danskere bliver smittet på en gang. Det går allerede hurtigt herhjemme. Det går for hurtigt. Derfor intensiverer myndighederne indsatsen, siger statsminister Mette Frederiksen.

I fredags blev der sat en grænse på maksimalt 1000 personer. Og det var alene en opfordring fra regeringen, at sådanne store arrangementer blev udskudt eller helt aflyst, men en lov bliver efter planen hastet igennem i denne uge.

- Vi har ikke hjemmel til at forbyde det ved lovgivning i dag, men vi kommer til at bede Folketinget håndtere hastelovgivning i morgen, siger statsministeren.

Det ventes indført fra mandag.

Derudover opfordrer regeringen til, at natteliv, indendørs kulturinstitutioner og biblioteker også lukker øjeblikkeligt.

Alle offentligt ansatte uden kritiske funktioner sendes hjem

Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem fredag.

Ansatte i ældresektor, sundhedssektor og politi bliver på jobbet.

De ansatte i den offentlige sektor, som bliver sendt hjem, vil modtage løn undervejs. De sendes som udgangspunkt hjem i to uger.

Desuden opfordrer Mette Frederiksen alle private arbejdsgivere til at lade deres ansatte arbejde hjemmefra i det omfang, det er muligt.

Følg udviklingen i coronaepidemien i realtid her.