Venstrefløjen svor det aldrig ville ske - men nu strammer den selv reglerne for statsborgerskab

Såvel en betinget som ubetinget fængselsstraf vil fremover forhindre udlændinge i at få dansk statsborgerskab. Det sker på trods af, at venstrefløjen selv tidligere har kæmpet mod lige præcis det modsatte.
Folketingets pressefoto af Mattias Tesfaye v/Steen Brogaard
Folketingets pressefoto af Mattias Tesfaye v/Steen Brogaard

Lars Bjørknæs,

20. april 2021

Et politisk flertal er tirsdag blevet enige om, at det skal være sværere at få statsborgerskab i Danmark.

Fremover vil det ikke længere være muligt for udlændinge at opnå dansk statsborgerskab, hvis man har fået en betinget eller ubetinget fængselsdom.

Aftalen er indgået mellem regeringen, Venstre, De Konservative og Liberal Alliance.

- Vi bliver nødt til at trække en streg i sandet. Folk, der har fået fængselsstraf, skal ikke have dansk statsborgerskab, siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i en pressemeddelelse.

Tidligere har personer, der har haft domme på over et års ubetinget fængsel ikke kunnet få dansk statsborgerskab.

Med tirsdagens aftale bliver kravene også skærpet for mennesker, der har fået en bøde på mere end 3000 kroner for at udøve negativ social kontrol, for overtrædelse af udlændingeloven og for socialt bedrageri.

De vil først kunne blive optaget på lovforslag om indfødsrets meddelelse efter en karensperiode på seks år.

Der er også krav om, at man har været i beskæftigelse i tre et halvt år af de seneste fire år.

Der bliver også tilføjet fem spørgsmål om danske værdier til indfødsretsprøven.

Her skal ansøgerne vise, at de har taget danske værdier til sig.

Kilde: /ritzau/