Grækenland forstærker grænse mod flygtninge fra Tyrkiet

Tvivl om aftale mellem EU og Tyrkiet har skabt uro ved Grækenlands og Bulgariens grænser til Tyrkiet.
Græske soldater med drone overvåger grænse til Tyrkiet, som er kommet under pres fra flygtninge og migranter, som søger mod EU.
Græske soldater med drone overvåger grænse til Tyrkiet, som er kommet under pres fra flygtninge og migranter, som søger mod EU.

Claes Kirkeby Theilgaard,

29/02/2020

Grækenland blokerede fredag for hundredvis af migranter, som ville ind i landet. Det sker, efter at Tyrkiet har skabt tvivl om, hvorvidt det vil forhindre syriske flygtninge i at søge mod Europa.

Ved en grænseovergang i Kastanies i Grækenlands nordøstlige Evros-region var der indsat militære lastbiler med soldater og pigtrådshegn for at skærpe grænsekontrollen.

- Et betydeligt antal af migranter og flygtninge er samlet i store grupper ved den græsk-tyrkiske landegrænse, hvor de forsøger at komme ind i Grækenland illegalt, siger den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, på Twitter.

- Jeg ønsker at sige det klart: Illegal indrejse i Grækenland vil ikke blive tolereret. Vi øger bevogtningen af grænsen, siger han.

Tidligere var omkring 300 asylansøgere ankommet til grænseområdet. De ankom øjensynligt fra Edirne i Tyrkiet, siger kilder i politiet og militæret.

Reuters skriver, at migranter, hvoraf nogle medbringer små børn i tasker, går mod den græske grænse fra Istanbul. På veje, stier og hen over marker i scener, som vækker mindelser om flygtningekrisen i 2015. Dengang søgte over en million mod EU for at søge asyl på deres flugt fra krig og fattigdom.

Syrere, iranere, irakere, pakistanere og marokkanere er blandt migranter, som er kommet til grænseovergange mellem Grækenland og Bulgarien - omkring 200 kilometer vest for Istanbul, oplyser tyrkiske medier.

Tyrkiet huser over 3,7 millioner syriske flygtninge. Landets regering siger, at der ikke er plads til flere.

- Vi har besluttet, at vi øjeblikkeligt undlader at stoppe syriske flygtninge, som vil til EU over havet eller over landjorden, sagde en tyrkisk embedsmand tidligere fredag til Reuters.

EU meddelte senere, at det ikke har modtaget nogen officielle meddelelser fra Tyrkiet om en suspendering af en aftale fra 2016.

Aftalen indebærer, at Bruxelles sender milliarder af euro i støtte til Ankara, som til gengæld holder strømmen af migranter og flygtninge ude af EU. Tværtimod fik EU bekræftet fra Tyrkiet, at gældende aftaler står fast.

Kilde: /ritzau/AFP