Nyt studie af coronavirus-udbrud: "Det svarer til en influenza-epidemi"

Et nyt dansk studie viser, at langt de fleste coronadøde var ældre og multi-syge.
En patient bliver plejet på intensiv afdelingen for Covid-19 patienter på Bispebjerg Hospital i København torsdag den 7. maj 2020.. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix)
En patient bliver plejet på intensiv afdelingen for Covid-19 patienter på Bispebjerg Hospital i København torsdag den 7. maj 2020.. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix)

Claes Kirkeby Theilgaard,

28/05/2020

Udbruddet af coronavirus har ført til en massiv nedlukning af det danske samfund og vidtgående indgreb i kampen mod smittespredning.

Et nyt dansk studie af forskere fra blandet andet Syddansk Universitet og Aarhus Universitet rejser dog spørgsmål om, hvorvidt coronavirus er så farligt som hidtil troet, og om indgrebene har været en overreaktion.

Det skriver B.T.

Studiet, der er lavet på tal fra blandt andet Statens Serum Institut, viser f.eks., at de danske coronadøde i gennemsnit var 82 år gamle. Dermed døde de ikke tidligere end den øvrige befolkningen.

Samtidig var tre ud af fire over 75 år gamle, mens 82 procent var såkaldte multisyge og f.eks. led af kroniske sygdomme som hjerte- og lungelidelser eller diabetes.

Over for B.T. stiller professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Jes Søgaard, spørgsmål ved, om nedlukningen af det danske samfund tilbage i marts var en overreaktion.

- Nu, hvor vi ser i bakspejlet, og coronakrisen ikke blev så alvorlig som frygtet, stiller det selvfølgelig spørgsmålet, om vi har lukket for meget ned, siger han til B.T.

- Umiddelbart ligger de sundhedsmæssige konsekvenser på niveau med det, vi har set ved en mellemhård influenza-epidemi.

Adspurgt til, om prisen ved den danske corona-nedlukning har været for høj, svarer Jes Søgaard:

- Jeg vil sige det sådan, at jeg er overbevist om, at kommer der en lignende epidemi om nogle år, så vil vi ikke lukke så meget ned. Det er alt for dyrt. Dels i kroner og øre. Men også fordi der er en lang række andre behandlinger i sundhedsvæsenet, der nedprioriteres.

Jakob Kjellberg, der er professor ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), fortæller endvidere til B.T., at dødeligheden ved coronavirus minder om den, man ser under en helt almindelig influenzaepidemi.

Dog understreger han, at det ikke er til at vide, hvordan coronavirusudbruddet havde udviklet sig, hvis man ikke havde lukket ned.

Havde den udviklet sig som en almindelig influenzaepidemi, er det dog ifølge Jakob Kjellberg "meget voldsomt", at vi har valgt at lukke landet ned.