Medie: Yahya Hassan blev fundet død af sin mor

Yahya Hassan nåede at leve to liv, siger daglig leder af Indvandrerradio Aarhus til Ekstra Bladet.
Digteren Yahya Hassan er død. Han blev 24 år og efterlader sig et uudsletteligt aftryk på dansk litteratur, hvor hans debut gav ham stjernestatus.
Digteren Yahya Hassan er død. Han blev 24 år og efterlader sig et uudsletteligt aftryk på dansk litteratur, hvor hans debut gav ham stjernestatus.

180Graders Redaktion,

01/05/2020

Det var Yahya Hassans mor, der fandt sin søn død i hans lejlighed i Aarhus V.

Det fortæller radiostationsleder Soheil Ibrahim, der har kendt Yahya Hassan, siden han var barn, skriver Ekstra Bladet.

Ibrahim så senest Yahya Hassan for tre måneder siden.

– Familien havde ikke hørt fra Yahya, så hans mor tog over i lejligheden og fandt ham død. Hun fik fat i sin bror, der kontaktede politiet, siger Soheil Ibrahim, daglig leder af Indvandrerradio Aarhus.

Ibrahim bragte nyheden om dødsfaldet på radiostationens Facebook-side efter at have talt med familien.

Ifølge radiolederen nåede Yahya Hassan at leve to liv. Et som anonymt indvandrerbarn og et som litterær superstjerne. Begge liv var hårde og fulde af modgang.

Yahya Hassan følte sig ikke accepteret i hans eget miljø som yngre, siger Soheil Ibrahim til Ekstra Bladet. Senere følte han ifølge Ibrahim, at mange omkring ham var ude efter hans penge.

Reaktionerne på radiostationens Facebook-side viser ifølge Ekstra Bladet, at Yahya Hassan havde mange fjender i det arabiske miljø. På siden, hvor der bliver skrevet på arabisk, er der flere, der skriver, at han ikke var muslim nok.

Som modsvar har radiostationen lagt en video op, hvor Yahya Hassan taler med en imam og siger, at han er en god muslim. Videoen er optaget sidste år, siger Soheil Ibrahim.

Samme video kan også ses på Yahya Hassans mors Facebook-side.

- Jeg vil gerne sige til alle, der måske har været i tvivl om, hvorvidt jeg har været fratrådt eller har frafaldet islam, at det har der på intet tidspunkt været tale om.

- Jeg er født muslim, vil dø muslim. Men man er måske ikke, som folk er flest. Slut, prut, finale og tak for det, lyder det i videoen.

Yahya Hassan blev 24 år og står bag digtsamlingerne "Yahya Hassan" og "Yahya Hassan 2". Den første har et oplag på over 120.000 eksemplarer og er den bedst sælgende debutdigtsamling i Danmark.

Kilde: /ritzau/