Lyntest finder 142 smittede ud af over 22.000 prøver

For 11. dag i træk er under en procent af de lyntestede søndag bekræftet smittet med coronavirus.
For 11. dag i træk var andelen af positive lyntest hos de fire udbydere, der tester for staten, på under én procent. (Arkivfoto)
For 11. dag i træk var andelen af positive lyntest hos de fire udbydere, der tester for staten, på under én procent. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

25/01/2021

Der er fundet 142 smittede i de 22.674 lyntest, som fire private udbydere stod for søndag. 0,63 procent af prøverne var dermed positive.

Det viser tal fra Falck, SOS International, Carelink og Copenhagen Medical, der lyntester borgere på statens regning.

Det er 11. dag i træk, at positivprocenten er under 1.

Lyntest fandt den højeste andel af smittede i midten af december, hvor regeringen og regioner netop havde indgået en aftale med udbyderne om at stå for testene.

Mere end fire procent af de personer, der fik foretaget en lyntest 12. og 13. december, blev bekræftet smittet med coronavirus.

Det var lige op til de dage, at andelen af smittede fundet med pcr-test krydsede 3000 på et døgn.

De knap 23.000 lyntest, der blev foretaget søndag, er markant under niveauet i slutningen af december. Her toppede antallet 30. december, hvor tæt på 91.000 blev podet for virusset.

Hos Carelink har man ifølge direktør Brian Rosenberg tilpasset testcentrene til den lavere aktivitet.

- Vi har gjort dem mindre, pillet spor af, sendt nogle folk hjem, og så er vi så småt begyndt at køre ud i stedet, fortæller han.

Netop de mobile testenheder i er højsædet, når det fra februar kun er Carelink og SOS International, der skal levere lyntest på statens regning.

De har vundet udbuddet om at stå for lyntest for regionerne i den næste periode.

Her forventer regionerne ifølge Brian Rosenberg, at 60 procent af kapaciteten er mobil og kan flyttes rundt.

- Vores fokus ligger fremad meget på det mobile og ikke de stationære testcentre, som vi kan se, ikke bliver brugt, siger han.

Pcr-test bruges i det offentlige, og her podes man i svælget via munden. De skal bruge en mindre mængde virus for at bekræfte en person smittet med coronavirus, end en lyntest skal.

Derfor anbefaler sundhedsmyndighederne, at man får taget en pcr-test, hvis man enten har symptomer eller er nær kontakt til en smittet. Lyntest skal ses som et supplement.

Kilde: /ritzau/