Fagforbund: Folk tør ikke anmelde snyd med lønkompensation

Fagforbund oplever, at ansatte fravælger at anmelde snyd med lønkompensation, fordi de frygter konsekvensen.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) vil gøre det så let som muligt at indberette snyd med hjælpepakker. (Arkivfoto)
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) vil gøre det så let som muligt at indberette snyd med hjælpepakker. (Arkivfoto)

180Graders Redaktion,

03/06/2020

Flere fagforbund beretter om ansatte i virksomheder, der har fået lønkompensation under coronakrisen, som frygter at miste jobbet, hvis de anmelder snyd med hjælpepakkerne.

Det skriver Politiken.

Et af dem er Teknisk Landsforbund. De repræsenterer ansatte inden for blandt andet bygge- og teknikbranchen.

- Vi har fået adskillige henvendelser fra medlemmer, der mistænker deres arbejdsgiver for snyd med lønkompensationsordningen.

- Vi oplever, at medlemmerne er meget i tvivl om, hvad de skal gøre. De er bange for konsekvenserne for dem selv og kollegerne, hvis de angiver deres arbejdsplads, siger forbundsformand Lone Engberg Thomsen til Politiken.

Det samme har man oplevet hos Prosa, der repræsenterer it-ansatte.

Næstformand Hanne Lykke Jespersen siger til Politiken, at det kun er en mindre del af forbundets ansatte, der arbejder i virksomheder med ret til lønkompensation.

Alligevel har de oplevet, at medlemmer henvender sig omkring en arbejdsgiver, der opgiver forkerte oplysninger.

Folketinget hastebehandler torsdag et lovforslag om en whistleblower-ordning, så man anonymt kan melde en sag.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har stillet ændringsforslag til lovforslaget. Det skal gøre, at ansatte, der beretter om snyd med hjælpepakkerne, har ret til godtgørelse, hvis mistanken er sand, skriver Politiken.

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØIK) efterforsker ifølge Politiken lige nu 34 sager om mulig svindel for knap 16 millioner kroner i relation til hjælpepakkerne.

Hvidvasksekretariatet har modtaget 248 underretninger om mulig svindel, skriver Politiken.

Lønkompensationsordningen løber til 8. juli. Regeringen er klar til at forlænge den indtil august, skriver Politiken.

Det har ikke været muligt for avisen at indhente en kommentar fra Simon Kollerup.

Kilde: /ritzau/