Må man tåle Bwalya Sørensen må man også tåle satiren om hende

Den landskendte Black Lives Matter aktivist Bwalya Sørensen har udråbt en satiretegning, der afbilleder hende, som racistisk. BLM-forpersonens kritik er forudsigelig, åndsfattig og uklædelig.
Tegning: Rasmus Sand Høyer. Oprindelig bragt i JP 03/12-2020.

August Stengaard,

21. januar 2021

I et levende demokrati, hvor holdninger og meninger deler befolkningen, må vi stå højt på at holde ordet, talen, og stregen fri. Hvis der først lægges bånd på den taber den demokratiske levevis, forståelsen og tolerancen af hinanden. Fordi hvis en tegning skal tages ned, hvorfor skal kommentaren der får tegningen taget ned så overhovedet bringes og tages seriøst? Følger man den logik der naturligt må følge af Bwalya Sørensens altomsiggribende kritik af alt og alle, så skal hendes kritiske ytringer pakkes væk. Det er sådan spiralen går i et samfund med kollektiv tand-for-tunge. Ytringsfriheden gælder også for at de forurettede kan komme til genmæle. I et frit levende demokrati går spiralen den modsatte vej, og en kritik kan altid besvares af en modkritik. Sådan lærer vi at forstå og tolerere hinanden. Andet end ytringsfrihed hører kun et fattigt samfund til. 

Tegningen af Bwalya Sørensen viser en voluminøs kvinde, der går i farverigt tøj, og højlydt råber om racisme i Danmark. Og ja, det er en karikatur. Der tegner lige op til overdrivelsens grænse. Sådan går det for Mette Frederiksens markante næste, Jakob Ellemanns markerede ansigt og Barack Obamas store ører. Og sådan går det også for Bwalya Sørensens umiskendelige tilstedeværelse i den offentlige debat. 

Satiren har det privilegie at ramme på alt og alle. Når satiren tager hånd om politik er privilegiet byttet ud med en pligt. En pligt satireprogrammer af Signe Molde, Jonathan Spang og Michael Schøt på forbilledlig vis har levet op til. Ingen går ram forbi og hundredetusindvis af unge danskere har fået et ugentligt indblik i politik. Viden og information de ellers ikke ville følge. Derfor er satiren instrumental i et moderne demokrati for at sikre oplyste kritiske borgere. Det må der ikke lægges bånd på. 

Bwalya Sørensens konfrontatorisk stil, der holder alle gidsler i antiracismens navn modvirker hendes politiske projekt. Hele BLM-bevægelsens pointer om strukturel ulighed blandt udlændinge i Danmark og leverpostejsdanskere falder til jorden i den larmende kritik Bwalya med spredehagl skyder mod hele samfundet. Det fører ikke mere forståelse og anti-racistiske sympatier med sig – tværtimod.