Afskaf racismeparagraffen

afskaf racismeparagraffen claes theilgaard

Claes Kirkeby Theilgaard,

20. september 2020

Langt de fleste danskere er desværre nogle hyklere, når det kommer til ytringsfrihed. I hvert fald er det kendetegnende for danskernes forhold til det frie ord, at der altid - efter slagordet “Jeg går ind for ytringsfrihed, men…” - er visse undtagelser, hvor ytringsfriheden skal begrænses.

Hvad disse undtagelser er, varierer folk imellem, men et godt eksempel på, hvad en sådan halvhjertet støtte til ytringsfriheden kan føre til, er straffelovens paragraf 266b, populært kaldet “racismeparagraffen”.

Denne paragraf dækker meget bredere, end dens populære navn lader ane, og kriminaliserer en lang række ytringer.

Ifølge paragraf 266b kan “den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år”.

Således er der altså tale om et betydeligt indgreb i danskernes ytringsfrihed. Samtidig er det en lov, der endda kan udløse fængselsstraf. Det virker jo absurd: at man i Danmark anno 2020 kan blive fængslet alene for at ytre de “forkerte” holdninger.

I de seneste år har der desuden været en trist tendens til, at paragraf 266b tages i brug stadigt oftere. 

I 2010 blev 24 sigtet for overtrædelse af racismeparagraffen, mens kun én blev kendt skyldig. I 2019 var antallet af sigtelser steget til 48, mens hele 12 danskere blev dømt skyldige efter paragraffen. I samme periode steg antallet af anmeldelser efter paragraffen fra 31 til 168.

Læg dertil, at statsminister Mette Frederiksen for nyligt meldte ud, at lovgivningen skal strammes ift. “hadefulde ytringer” rettet mod seksuelle minoriteter, og det står klart: paragraf 266b udgør en stadigt større trussel mod vores ytringsfrihed.

Derfor er det på tide at sætte ind nu og afskaffe racismeparagraffen, inden det bare bliver værre.

Men, vil tilhængere af indgreb i ytringsfriheden sige, er det ikke blot godt at bortcensurere og straffe diskriminerende ytringer? Nej, må svaret herfra entydigt lyde. 

For det første er det enormt subjektivt, hvad der vurderes som krænkende, diskriminerende eller hadefuldt. Den enes had kan være den andens poesi.

Skal vi således forfølge idéen om at bekæmpe “diskriminerende” ytringer med lovgivning, kan vi inden længe intet ytre. For enhver ytring er potentielt krænkende for en eller anden derude.

Endvidere må man holde sig for øje, at vi reelt set ikke har ytringsfrihed, hvis den ikke gælder for alt og alle. 

Med paragraf 266b tager man ytringsfriheden fra en hel gruppe af den danske befolkning og kriminaliserer ikke blot deres ytringer, men også de facto de idéer, som de forbydes at ytre.

Omvendt tildeler man andre befolkningsgrupper nogle fuldstændigt uhørte særrettigheder, der freder dem fra at skulle forholde sig til samme - mere eller mindre lødige - kritik i debatten som alle andre.

Det er ikke et demokrati værdigt, men er snarere noget, der kendetegner et diktatur.

Og måske vigtigst af alt: med paragraf 266b og lignende lovgivning kvæler man den frie debat, som netop er vores bedste våben i kampen mod racisme og anden diskrimination.

Vi løser ikke noget ved at straffe de, der kommer med diskriminerende ytringer. 

At tildele f.eks. Rasmus Paludan en bøde for hans ytringer kan måske give en kortvarig følelse af retfærdighed for nogle, men tilgangen skader mere, end den gavner.

Ønsker vi virkelig at bekæmpe diskrimination, må vi tage debatten med dem, der har diskriminerende holdninger, og forhåbentligt overtale dem til det bedre. Ved at straffe diskriminerende ytringer, går vi glip af den debat, der kunne rykke samfundet fremad.

Vi må ikke tage ytringsfriheden for givet. Faktisk er det nødvendigt, at vi kæmper for den hver evig eneste dag, hvis den ikke skal visne og dø. Dette gælder i høj grad i disse tider, der præges af identitetspolitik, “cancel culture” og tiltagende krav om censur og selvcensur.

Lad os afskaffe racismeparagraffen og lad os - ikke blot ved ord, men også ved handling -  vise, at vi værner om ytringsfriheden som en altafgørende hjørnesten i vores samfund og en ukrænkelig, universel menneskerettighed.

Dette er en leder skrevet af 180Graders chefredaktør. 180Grader er en borgerlig-liberal netavis, og det kommer til udtryk i lederne. Vi skelner skarpt mellem vores frie, uafhængige journalistik og vores opinionsstof, herunder ledere.

Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage til debatten på 180Grader her.