76 procent af muslimske indvandrere vil forbyde kritik af islam. Hvad bilder de sig ind?

Claes Kirkeby Theilgaard,

04/05/2020

En ny undersøgelse fra Justitsministeriet viser, at hele 76 procent af Danmarks indvandrere og efterkommere fra muslimske lande ønsker at forbyde kritik af islam. I den generelle befolkning er tallet 18 procent. Det er en skræmmende statistik.

I et demokratisk land som Danmark gælder ytringsfriheden. Ja, faktisk kan du slet ikke have et demokrati uden ytringsfrihed. Ytringsfriheden er demokratiets fundament. Undsiger man ytringsfriheden, undsiger man selve demokratiet. 

Derfor bør vi andre sige tydeligt fra, når folk - med baggrund i islam eller andre overbevisninger - vil indskrænke ytringsfriheden. Det må de aldrig slippe af sted med.

Det smukke ved ytringsfriheden er netop, at den gør det muligt at debattere og kritisere alle idéer og derved udvikle på dem, så de bliver bedre. Og religioner er også blot idéer. 

Religioner er ikke særligt hellige eller hævede over andre idéer. Derfor bør de kunne kritiseres på lige fod med alt andet.

Men når kritikken går på religion, tager mange religiøse kritikken personligt. Her er det vigtigt at huske, at kritik af islam ikke er lig med et personligt angreb på hverken danske eller udenlandske muslimer. Det er alene kritik af en idé ved navn islam.

Om man vil kalde profeten Muhammed for pædofil, nedsable sharialovgivning eller kritisere burkaen, bør der være fuldstændigt frit lejde.

Intet bør være helligt eller fredet i den offentlige debat. Det er nemlig kun gennem åben, fri debat og hård kritik, at idéer kan udvikle og forbedre sig. Det gør sig også gældende for religioner, og også for islam.

Så til alle landets indvandrere og efterkommere fra muslimske lande: tag imod al islamkritik med kyshånd og tag debatten med dem, der kritiserer. Det er i sidste ende kun med til at forbedre jeres religion.

Dette er en leder skrevet af 180Graders chefredaktør. 180Grader er en borgerlig-liberal netavis, og det kommer til udtryk i lederne. Vi skelner skarpt mellem vores frie, uafhængige journalistik og vores opinionsstof, herunder ledere.

Læs mere om, hvordan du selv kan bidrage til debatten på 180Grader her.