Jeppe Kofod vil ansætte vennerne som ambassadører – og Venstre er helt med på ideen

En ændring i en ofte overset bekendtgørelse åbner nu mulighed for, at regeringen kan udpege ambassadører i strid med den hidtidige praksis.

Lars Bjørknæs,

04. marts 2021

I Danmark har vi tradition for, at diplomater er politisk uafhængige. Både i forhold til når de udnævnes, og når de er udsendt af den danske stat.

Men står det til den siddende regering, skal der brydes med det princip. Det fremgår af en ændring til den såkaldte Opslagsbekendtgørelse, der blev foretaget i slutningen af februar måned. Her af fremgår, at regeringen i denne sammenhæng anført af udenrigsministeren, vil kunne ”bringe politikere aktivt i spil i det danske diplomati”.

Hvad der præcist menes med formuleringen, er dog foreløbigt et åbent spørgsmål. For overfor Altinget.dk, refererer udenrigsminister Jeppe Kofod reelt alene til ændringen til Opslagsbekendtøgrelsen :

- Regeringen ønsker at styrke Danmarks profil i verden ved i helt særlige tilfælde at kunne bringe politikere, som har nogle særligt relevante profiler og kompetencer aktivt i spil i det danske diplomati.


Venstre : Vi er langt fra afvisende

Umiddelbart skulle man måske tro, at en så væsentlig ændring af ansættelsesproceduren for diplomater, ville medføre stor modstand fra oppossitionen. Men overfor Altinget.dk oplyser Venstres udenrigspolitiske ordfører, Michael Aastrup Jensen, at man bestemt ikke er afvisende overfor ideen, da meget af det arbejde der i forvejen udføres af diplomater, er politisk betinget :

- Hvis du kigger på en ambassadør i 2021, så er det faktisk en rolle, som for eksempel skal være god til at tale med politikere, organisationer og presse, ligesom de skal være god til sociale medier.

Anderledes kritiske toner lyder der blandt andet fra DJØF, som organiserer en lang række af de danske ambassadører og ambassadeansatte. Ifølge fagforeningen vil politiske udpegelser af diplomater kunne gøre, at ambassadørposter uddeles som politiske vennetjenester.