Ellemann forsvarer Støjberg: Hun gav ikke direkte ulovlig ordre

Instrukskommissionen har konkluderet, at instruks om asylpar givet 10. februar 2016 "var klart ulovlig".
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, hæfter sig ved, at Inger Støjberg har beklaget fejl, og at hun ikke selv direkte gav ulovlig ordre om at adskille asylpar, hvoraf den ene var mindreårig. (Arkivfoto).
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, hæfter sig ved, at Inger Støjberg har beklaget fejl, og at hun ikke selv direkte gav ulovlig ordre om at adskille asylpar, hvoraf den ene var mindreårig. (Arkivfoto).

Jimmi Meilstrup,

14/12/2020

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen finder det "væsentligt", at partiets næstformand, Inger Støjberg, som udlændinge- og integrationsminister i 2016 ikke direkte gav en ulovlig ordre i sagen om adskillelse af asylpar, hvoraf den ene var mindreårig.

Det skriver han på Facebook.

- Jeg har fået gengivet, at kommissionen er nået frem til, at Inger ikke på noget tidspunkt har givet en direkte ordre om at administrere i strid med lovgivningen.

- Det er i tråd med, hvad Inger selv har sagt igennem forløbet. Og det er væsentligt, skriver han.

Ellemann-Jensen skriver desuden, at han den næste tid vil gennemgå kommissionens delberetning, som er kommet mandag formiddag.

Kommissionen har ikke til opgave at afsige en egentlig dom. På baggrund af redegørelsen fra kommissionen kan et flertal i Folketinget dog beslutte at rejse en rigsretssag mod Støjberg.

Det kommer Ellemann-Jensen også ind på i sit opslag på Facebook.

- I den kommende tid skal Folketinget behandle beretningen - for det er jo i sidste ende et politisk flertal i Folketinget, der skal beslutte, hvilke konsekvenser beretningen skal have.

- Her er kommissionens konstatering af, at Inger ikke gav en direkte ordre også væsentlig, skriver han.

Delberetningen konkluderer desuden, at Folketinget fik "en urigtig eller vildledende beskrivelse af det hændelsesforløb, som kommissionen har lagt til grund".

Ellemann-Jensen erkender, at der er begået fejl i sagen.

- Det er ikke en overraskelse al den stund, at Inger og ministeriet allerede i 2017 erkendte, at de begik en række fejl. Det er en kritik, som Inger må tage til sig. Det ved jeg også, at hun vil, skriver Ellemann-Jensen.

Indtil videre har sagen kun fået konsekvenser for en afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Vedkommende er blevet fritaget for tjeneste. Det sker på grund konklusionerne i delberetningen. Det oplyste udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i en pressemeddelelse tidligere mandag.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra både Ellemann-Jensen og Støjberg. Sidstnævnte har indtil videre også kun ytret sig på Facebook.

- Konklusionen fra barnebrudskommissonen er, at jeg på intet tidspunkt har bedt nogen om at udføre noget ulovligt. Præcis som jeg hele tiden har sagt det både til Folketinget og i medierne.

- Der er blevet begået fejl i sagen. Det bliver jeg kritiseret for, og den kritik tager jeg selvfølgelig til mig. Men det ændrer ikke på, at jeg ikke har afgivet en ulovlig ordre, skriver Inger Støjberg på Facebook.

Kilde: /ritzau/