Søren Espersen raser over kinesisk trussel: Ækle kommunister!

En hemmelig lydoptagelse fra den færøske TV-station Kingvarp Føroya afslører, at Kinas ambassadør i Danmark, Feng Tie, truede Færøerne til at vælge...

Claes Kirkeby Theilgaard,

11/12/2019

En hemmelig lydoptagelse fra den færøske TV-station Kingvarp Føroya afslører, at Kinas ambassadør i Danmark, Feng Tie, truede Færøerne til at vælge en kontrakt med den kinesiske techgigant Huawei til levering af 5G-netværk på øgruppen.

Ellers ville en vigtig handelsaftale blive smidt i vasken, lod ambassadøren den færøske lagmand Bárður á Steig Nielsen forstå på et mørklagt møde den 11. november.

Den kinesiske trussel har fået flere politikere op af stolen i protest.

"Ækle kommunister...!"

Det gælder blandt andre Søren Espersen, der er udenrigs- og Færøerneordfører for Dansk Folkeparti.

I et tweet raser DF'eren mod Kina og den kinesiske ambassadør i Danmark. Han går endda så langt som at omtale kineserne som "ækle kommunister".

Til DR uddyber Søren Espersen desuden, at han mener, at Færøerne bør sige "tak for denne gang" til Kina og sætte kineserne på porten.

"Man skal ikke gå i forbund og alliance med folk, der truer, som kommunisterne gør her. Dem skal man bare sætte på porten. Og jeg mener også, at hvis ikke Færøerne gør det selv – hvad jeg tror, at de gør - så bliver vi jo nødt til i Danmark at træde til. Vi kan ikke have sådan noget", siger han.

Kritik fra begge fløje

Det er ikke kun Søren Espersen, der er vred over Kinas trussel mod Færøerne.

Således møder DF'eren uventet støtte fra Uffe Elbæk, partileder for Alternativet.

"Det er ikke tit at jeg er 100 procent enig med Søren Espersen. Men det er jeg, når det kommer til Kinas måde at agere på - både på den globale scene som indenfor egne grænser. Fra Færøerne til Hong Kong. Fra Tibet til København. Samme mønster hver gang", skriver Elbæk på Twitter.

Også Karsten Hønge, der er udenrigsordfører for Socialistisk Folkeparti, kritiserer Kina i kraftige vendinger ovenpå afsløringen.

"Det er voldsomt at opleve en stormagt lave den slags pression over for en mindre nation. Det er min første reaktion. Det er godt, at det bliver afsløret, så vi kan se, hvilke metoder kineserne bruger", udtaler han til Berlingske.

"Huawei og den kinesiske stat er 100 procent koblet sammen"

Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører for Venstre, mener, at den færøske sag én gang for alle bekræfter, at Huawei og den kinesiske stat er koblet sammen - uagtet, at ingen af parterne vil stå ved det offentligt.

"Kinas ambassadør bekræfter med hans direkte trusler mod Færøerne alle mistankerne om Huaweis alt for tætte forbindelser med staten. Jeg har bedt om en orientering om hele sagen på Udenrigspolitisk Nævns møde på torsdag. Kongeriget skal aldrig bøje sig for Kinas trusler!", skriver Aastrup Jensen på Twitter.

Overfor Berlingske uddyber udenrigsordføreren:

"Det er jo ren afpresning. Det er en voldsom trussel at komme med. Det er handelskonsekvenser, der betyder meget for Færøerne. Det betyder, at det, vi havde frygtet, er bekræftet. Nemlig at Huawei og den kinesiske stat er 100 procent koblet sammen. Det er jo den kinesiske stat, der blander sig og forsøger at presse Huawei ind", udtaler Michael Aastrup Jensen.

Kilde: