Politisk korrespondent: Alle partier er frustrerede over Morten Østergaard

Finanslovsforhandlingerne ser i øjeblikket ud til at trække i langdrag

Claes Kirkeby Theilgaard,

02/12/2019

Finanslovsforhandlingerne ser i øjeblikket ud til at trække i langdrag. Og efter flere dage med vedvarende uenighed og udsættelser, er der særligt én mand, der er årsag til frustration for de andre forhandlingspartnere: Morten Østergaard.

Det vurderer DR's politiske korrespondent Christine Cordsen.

Da forhandlingerne gik i gang søndag aften, var hun til stede. Ifølge hende var stemningen på Christiansborg dårlig, og de andre støttepartier Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti samt den socialdemokratiske regering og Alternativet lagde ikke sjul på deres frustration over Radikale Venstre og partileder Morten Østergaard.

"Det var tydeligt, da partilederne ankom til Finansministeriet søndag aften, at stemningen er ekstremt dårlig. De tre andre partiledere fra støttepartierne og Alternativet lagde ikke skjul på deres frustration over den radikale leder Morten Østergaard", fortæller hun til DR.

Alle undtagen Radikale er klar til at indgå aftale

Frustrationen kommer sig af, at de andre partier - Enhedslisten, SF og Alternativet - alle er klar til at indgå en finanslovsaftale ud fra den skitse, man nu er nået frem til. Men det vil Radikale Venstre ikke gå med til.

"De oplever, at de radikale skaber problemer alene for at trække forhandlingerne i langdrag", siger Christine Cordsen.

Ifølge Cordsen skyldes De Radikales stejlhed i forhandlingerne, at man vil hævne sig på Socialdemokratiet. Dertil kommer de store uenigheder mellem Radikale og regeringspartiet, f.eks. på udlændingeområdet, og disse kommer for alvor frem i lyset under forhandlingerne.

"Oplevelsen hos de andre partier er, at de radiale mest af alt har behov for at vise socialdemokraterne, at det koster, at de ikke ville have Radikale Venstre med i regering efter valget i sommer", fortæller Christine Cordsen.

Den utrættelige radikale kamp kan også være med til at sætte de andre partier i et dårligt lys, hvis de er mere samarbejdsvillige.

"Den radikale tilgang lægger et pres på de andre partier, fordi det kan komme til at fremstå, som om de ikke kæmper så hårdt for at få indrømmelser. Det er også med til at gøre dem rasende", mener den politiske korrespondent.

Kilde: