Partiet Fremad: Simon Emil og Christina Egelund stifter nyt parti

Efter flere ugers spekulationer har de to frafaldne LA-profiler Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund i dag annonceret, at de stifter et...

Claes Kirkeby Theilgaard,

07/11/2019

Efter flere ugers spekulationer har de to frafaldne LA-profiler Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund i dag annonceret, at de stifter et nyt parti med navnet "Fremad".

De to partistiftere har i længere tid bibragt en heftig kritik af Liberal Alliance, som de mener er til falds for en snigende "nationalkonservativ" tendens. Det er denne, som de med Partiet Fremad vil gøre op med.

Ifølge partiets hjemmeside slår Fremad sig op på fire grundsten: frihed, frisind, folkestyre og fællesskab. 

Det dækker mere konkret over fem mærkesager: frihed til forskellighed, fair og fast udlændingepolitik, et stærkt og frit Europa, et konkurrencedygtigt Danmark og en opfordring om at tage klimaudfordringerne alvorligt.

Partiet Fremad vil allerede fra dag et være repræsenteret på Christiansborg, da Simon Emil Ammitzbøll-Bille tager sit mandat med sig fra Liberal Alliance, som han forlod for få uger siden.

Behov for borgerlig nytænkning

De to partistiftere mener, at de kan bringe noget nytænkning ind i den borgerlige lejr, blandt andet på udlændingeområdet.

"Vi vil have en fair og fast udlændingepolitik for nu at vende det om, som Anders Fogh Rasmussen sagde i 2001, hvor han sagde "fast og fair", fortæller Simon Emil til Berlingske.

"Danskerne vil gerne have en stram udlændingepolitik. Det har vi forståelse for, og det går vi også ind for. Dét, vi siger, er, at den også skal være præget af fairness og retssikkerhed. Det er den justering, vi gerne vi have", uddyber han.

Som eksempler på, hvor dansk udlændingepolitik er blevet for stram, nævner Simon Emil burkaforbuddet, håndtryksloven samt den nylige beslutning om at give udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) mulighed for administrativt at inddrage danske fremmedkrigeres statsborgerskab uden rettergang.

Vil i Folketinget i 2023

Det klare succeskriterium for Partiet Fremad er at blive valgt ind i Folketinget i 2023, og som udgangspunkt vil kommunalvalget i 2021 ikke spille nogen stor rolle.

Desuden understreger de to partistiftere, at partiet i den første tid ikke vil være båret frem af andre profiler end dem.

Derudover er der ikke fra start tilknyttet nogen stor pengedonor, der på samme måde som Lars Seier Christensen har gjort det med Liberal Alliance, vil kunne danne parløb med partistifterne.

Partiet Fremad er allerede nu repræsenteret på Christiansborg, og dermed er der nu seks borgerlige partier repræsenteret. Med Stram Kurs og Partiet Klaus Riskær Pedersen, der stadigt er opstillingsberettigede, og Kristendemokraterne, der er i gang med at indsamle vælgererklæringer, kan der derfor ende med at være hele ni borgerlige partier på stemmesedlen til næste valg.

Kilde: