Minister vil give gult kort til Paludan: Mistænker fusk med Stram Kurs-vælgererklæringer

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) griber ind overfor Stram Kurs' indsamling af vælgerklæringer og opfordrer til at give et gult kort til...

Claes Kirkeby Theilgaard,

10/12/2019

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) griber ind overfor Stram Kurs' indsamling af vælgerklæringer og opfordrer til at give et gult kort til Rasmus Paludan og hans partikammerater. Det sker på baggrund af en begrundet mistanke om fusk med vælgerklæringer, oplyser ministeriet.

"Ministeren indstiller til Valgnævnet at give et gult kort til partiet Stram Kurs. Ministeren har samtidig orienteret Folketinget om indstillingen til Valgnævnet", skriver Social- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Et gult kort vil betyde, at Stram Kurs’ indsamling af vælgererklæringer bliver standset, mens sagen undersøges af Valgnævnet.

Mail indskrevet i system 56 gange

Ifølge Social- og Indenrigsministeriet er der to forhold, der ligger til grund for ministerens opfordring til at give Stram Kurs et gult kort.

For det første har Stram Kurs skrevet en række e-mailadresser ind i vælgererklæringssystemet, som ministeriet har begrundet mistanke om, at partiet ikke har samtykke til at bruge. For det andet har Stram Kurs skrevet en række e-mailadresser ind i vælgererklæringssystemet flere gange.

"Mere end 9.000 af de ca. 40.000 e-mailadresser, som partiet i løbet af et døgn har skrevet ind i systemet til hver valgtype, er skrevet ind mere end én gang. Mere end 700 af dem er skrevet ind mindst fem gange. En enkelt hele 56 gange til både folketingsvalg og Europa-Parlamentsvalg", skriver mininisteriet.

Minister: Vi kan ikke have, at partier skyder genvej til stemmesedlen

Social- og indenrigsminister Astrid Krag ser alvorligt på fusk med vælgerklæringer og regelbrud i forbindelse med indsamlingen af dem.

"Ved det seneste valg omgik flere partier åbenlyst reglerne om vælgererklæringer, men det var dengang ikke muligt at gribe ind. Vi har arbejdet målrettet på at lukke smuthullerne i systemet, og nu bruger vi så for første gang de nye redskaber, som hele Folketinget står bag", udtaler hun i pressemeddelelsen fra Social- og Indenrigsministeriet.

"Vi skal tage vores demokrati og spillereglerne for valg meget alvorligt. Vi kan ikke have, at partier skyder genvej til stemmesedlen. Jeg ser nu frem til Valgnævnets arbejde og afgørelse, så sagen kan blive undersøgt til bunds og vurderet i forhold til loven", udtaler social- og indenrigsministeren endvidere.

Brød reglerne til folketingsvalg uden konsekvenser

Til folketingsvalget i år benyttede Stram Kurs og partiet Klaus Riskær Pedersen en finte, som var i strid med loven, men som der viste sig ikke at være nogle sanktioner mod. 

Helt konkret gik finten ud på at om omgå eftertænksomhedsperioden på syv dage ved vælgerklæringer. Denne finte muliggjorde en hurtigere indsamling af vælgerklæringer.

For at imødekomme lignende regelbrud og fusk med vælgerklæringer har Folketinget siden vedtaget en lov, der betyder, at social- og indenrigsministeren kan anmode Valgnævnet om at sætte en stopper for partiers indsamling af vælgererklæringer, hvis der er mistanke om regelbrud.

Får Stram Kurs et gult kort, vil det være første gang, at loven tages i brug.

Med den nye lov kan Valgnævnet desuden beslutte, at et partis indsamling kan få et rødt kort og stoppes permanent, hvis partiet groft eller gentagne gange har brudt reglerne. Dermed vil partiet ikke kunne indsamle flere vælgererklæringer i resten af den tid, partinavnet er godkendt.

Et gult kort er derimod en midlertidig stopklods, som dog kan gøres permanent, hvis Valgnævnet finder begrundelse herfor i deres undersøgelse.

Rasmus Paludan afviser alle anklager

Overfor DR afviser Rasmus Paludan, partileder for Stram Kurs, alle anklagerne.

"Systemet er fuldstændig inkompetent opbygget. Altså jeg ved jo ikke, om det fjerner dubletter selv, eller om det ikke gør det. Det kan jeg så konstaterer, at det gør det ikke. Men det var ikke noget, jeg var blevet vejledt om. Og vi uploader bare det, som vi modtager, – altså det som folk har indtastet i vores database", siger han til DR Nyheder. 

Til Altinget kalder Paludan endvidere anklagerne om fusk for "absurde" og understreger, at Stram Kurs ifølge ham "har fulgt alle kunstens regler".

Dog indrømmer han, at partiet ved folketingsvalget benyttede sig af "Riskær"-finten.

"Det er et alvorligt angreb mod demokratiet og ikke specielt befordrende for mig som partiformand. Jeg har ikke været klar over fejlene. Der var godt nok lige det med Riskær-finten tidligere på året, som vi også benyttede os af", siger Rasmus Paludan.

Kilde: