Ledere vil have totalt rygeforbud på alle ungdomsuddannelser

Mere end syv ud af ti ledere på landets gymnasier og erhvervsuddannelser ønsker totalt rygeforbud i skoletiden

Claes Kirkeby Theilgaard,

11/12/2019

Mere end syv ud af ti ledere på landets gymnasier og erhvervsuddannelser ønsker totalt rygeforbud i skoletiden.

Det viser en rundspørge fra Kræftens Bekæmpelse, blandt 345 ledere fra ungdomsuddannelser, skriver Politiken.

En røgfri skoletid på landets ungdomsuddannelser betyder, at det bliver forbudt for ansatte og elever at ryge hele arbejds- eller skoledagen. Rygeforbuddet gælder både på og udenfor skolens matrikel.

Sådan en rygepolitik betyder med andre ord, at man ikke må ryge fra det øjeblik, du møder ind, til det øjeblik, dagen er slut og du tager hjem igen.

I dag må gymnasieelever ikke ryge på matriklen, mens rygning er tilladt væk fra matriklen. Elever på erhvervsskolerne derimod har lov til også at ryge på matriklen. Men det kan altså komme til at ændre sig.

Politiske forhandlinger på vej

Torsdag morgen er der indkaldt til møde hos sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Her er Folketingets sundhedsordførere inviteret.

Røgfri skoletid er blevet et centralt element i de afsluttende forhandlinger om den socialdemokratiske regerings tobakshandleplan, der har til formål at skabe en røgfri generation af børn og unge i 2030.

Magnus Heunicke glæder sig derfor også over støtten fra lederne på ungdomsuddannelserne.

"Nu er vi i slutspillet om forhandlingerne, og jeg går efter en aftale med en så stor effekt som muligt. Der er opstået en rygerkultur blandt børn og vores unge, som vi skal bekæmpe. Derfor er opbakningen fra lederne ekstremt glædelig, for vi står foran at kunne tage nogle virkelig afgørende skridt for folkesundheden for vores børn og unge. Nu har vi leveret på tobaksprisen, og nu går jeg efter en aftale, der har så stor effekt som muligt, så 40 børn og unge ikke begynder med at ryge hver dag, som det sker nu", siger han til Politiken.

Det er Venstre og Konservative sammen med De Radikale, der har presset på for at få røgfri skoletid med ind i handleplanen.

Ifølge Politikens oplysninger er Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance derimod modstandere af røgfri skoletid på ungdomsuddannelserne.

Bliver svært at håndhæve i praksis

Et totalt rygeforbud i skoletiden på ungdomsuddannelserne bliver dog svært at håndehæve i praksis. Det er også noget, som flere politiske partier hæfter sig ved.

Ifølge Birgitte Vedersø, formand for Danske Gymnasier, vil de ikke cykle rundt og tjekke eleverne. I stedet er det signalværdien, der er det vigtige fra lovgivers side.

Martin Geertsen, der er sundhedsordfører for Venstre, glæder sig over resultatet af rundspørgen. Samtidig ser han ikke de store problemer i håndhævelse af et totalt rygeforbud på ungdomsuddannelser.

"Der er jo de almindelige sanktionsmuligheder som en samtale i første omgang til bortvisning ved systematisk brud på reglerne. Men jeg er sikker på, at en fornuftig samtale om det usmarte i at bryde dansk lovgivning vil virke på mange", siger han til Politiken.

37 procent af eleverne ryger på erhvervssskoler, mens 12 procent er rygere på gymnasierne.

89 procent af de adspurgte ungdomsuddannelser har deltaget i Kræftens Bekæmpelses undersøgelse.

Kilde: