Kommune til ungt par: - Det er ikke en menneskeret at bo i København

19-årige Celina Broholm Klitdal bor sammen med sin 1-årige søn Lauge på et otte kvadratmeter stort værelse hos sine svigerforældre i Sundby

PeBu -180grader,

29/12/2017

19-årige Celina Broholm Klitdal bor sammen med sin 1-årige søn Lauge på et otte kvadratmeter stort værelse hos sine svigerforældre i Sundby. Både hun og hendes 25-årige kæreste er på kontanthjælp, og de har flere gange bedt Københavns Kommune om hjælp til at finde en bolig, hvor parret kan bo sammen. 


Men der var ingen hjælp at hente hos kommunen, medmindre parret ville flytte væk til for eksempel Falster.

"Jeg synes ikke, det er i orden. Hvordan ville de selv have det, hvis vi bare sagde: ”Du skal flytte til Falster”. Jeg kender ikke nogen, jeg kender ikke området, vi har ingen relationer til Falster overhovedet," siger Celina Broholm Klitdal til TV 2 Lorry.

Parrets situation er langt fra enestående. Tusindvis af borgere på kontanthjælp, førtidspension, sygedagpenge og andre offentlige ydelser forlod sidste år København og Aarhus for at bosætte sig i andre kommuner.


Hos Socialforvaltningen i Københavns Kommune forklarer chefkonsulent Susan Fill Præstegaard, at kommunen ikke råder over særlig mange almennyttige boliger i en prisklasse, hvor eksempelvis unge på kontanthjælp har råd til at være med: 

"Der skal efter vores kriterier for boligsocial anvisning mere til end akut boligløshed for at få anvist en bolig i København," siger hun til Ugebrevet A4 og tilføjer:

"Hvad er deres mulighed for selv at ændre på deres boligsituation? Det er ikke en menneskerettighed at bo i København."