Ellen Trane Nørby udfordrer Støjberg: Stiller også op til næstformandsposten i Venstre

Der er nu kommet endnu en kandidat til næstformandsposten i Venstre

Claes Theilgaard,

09/09/2019

Der er nu kommet endnu en kandidat til næstformandsposten i Venstre. Ellen Trane Nørby stiller nemlig op som næstformand for partiet til det kommende ekstraordinære landsmøde den 21. september. Det fortæller hun til Avisen Danmark. Dermed er der nu kampvalg til posten, da også Inger Støjberg for nyligt annoncerede sit kandidatur.

Ellen Trane Nørby er ikke bange for at udfordre Inger Støjberg som næstformand, og hun mener bl.a., at hun vil være bedre end Støjberg ”i forhold til at samle partiet”. Samtidig understreger Trane Nørby dog, at hendes kandidatur ikke er et spørgsmål om at være imod Støjberg og at hendes modkandidat stadig skal have en central placering, hvis det står til hende.

I den tidligere regering har Ellen Trane Nørby været sundhedsminister og denne erfaring mener hun at kunne trække på, hvis hun bliver valgt som næstformand. Trane Nørby mener desuden også, at hun kan slå Inger Støjberg på hendes jyske hjemmebane da hun fremhæver, at hun har en "solid forankring i det jyske Venstre".

Foto: Henrik Bjerregrav