Miljøaktivismen er farligere end kommunismen

Af Steen SteensenHer i 2008 kan miljøbevægelsen fejre fyrre års jubilæum

Slettet Bruger,

13. november 2008

Af Steen Steensen

Her i 2008 kan miljøbevægelsen fejre fyrre års jubilæum. Økologismen er et 68-fænomen. Straks fra begyndelsen oplevede den en formidabel succes, hvilket burde undre såre. Økologismen er i sit perspektiv løgnagtig. Den forureningshistoriske udvikling er forløbet i stik modsatte retning, som det siges. Fortidens samfund forekom enormt forurenede. I 1968 var Danmark renere, grønnere og sundere end på noget andet tidspunkt i historien. Denne ubestridelige kendsgerning skal i herværende sammenhæng ikke behandles yderligere. Opmærksomheden rettes mod en anden grund til undren over miljøvæsnets lette gang på jorden. Økologismen er den mest autoritære ideologi, der har hjemsøgt Europa siden 1945.

Lad os begynde med en salve af Tjekkiets præsident, Vaclav Klaus: Miljøaktivismen er farligere end kommunismen. Det skrev han i Financial Times den 13. juni 2007. Som en, der har levet det meste af sit liv under kommunismen, følte han sig forpligtet til at advare mod den aggressive miljøbevægelse. Miljøaktivismen udgør tidens største trussel mod friheden, demokratiet, velstanden og markedsøkonomien, skrev han. Den vil erstatte den frie spontane udvikling med en slags global planøkonomi. I den forbindelse hentydede præsidenten også til den efter hans mening hysteriske og løgnagtige klimadebat, som netop nu står øverst på miljøbevægelsens menu.

Det er en stærk cocktail at hævde, at miljøaktivismen er farligere end kommunismen. Men det er næppe overdrevet, at den udgør en undertrykkende kraft. Mere end noget andet har miljøpolitikken molestreret de økonomiske frihedsrettigheder.

Konfliktmønstret i den økologiske strid er til at få øje på. Miljøtemaet blev med studenteroprøret importeret fra de amerikanske universiteter til Vesteuropa. Øjeblikkelig fængede emnet på læreanstalterne. Danmarks Radio med flere medier løb i samme retning. Forbavsende hurtigt fik 68-aktivisterne sat forureningen på den politiske dagsorden. De borgerlige politikere sprang tilmed på vognen. I angrebsstyrken var først og fremmest de veluddannede at finde. Økologismen er et udpræget intellektuelt fænomen. Selvejerne i næringslivet udgør den anden part i konfliktmønstret. Fra første færd blev skytset rettet mod landets materielle producenter. Inden længe kom også restauranter og fødevarebutikker under beskydning.

Anklager, skældsord, regler og restriktioner begyndte straks at hagle ned over de næringsdrivende. Selvejersamfundet lider voldsomt under de heftige angreb. Der er netop tale om indbrud på private ejendomme. Samtidig overtræder den grønne garde Grundlovens bestemmelser om næringsfrihed og ejendomsrettens ukrænkelighed. De økonomiske frihedsrettigheder løbes over ende. Den side af miljøsagen rummer også etiske momenter. Ubehagelige konfrontationer med ejerne er uundgåelige.

Trods disse demokratiske og moralske problemer forløber miljøkampen mod de næringsdrivende forbavsende glat. Selvejerne protesterer naturligvis, men de får ingen fagforeningsstøtte. Journalisterne og politikerne vender tillige tommelen nedad. Ligeledes hører man ikke meget til frihedsorienterede intellektuelle, der ikke kan undgå at se selvejernes ejendomsret og dispositionsfrihed falde for øjnene af dem. Således er familiebrugene dømt til nederlag. Over for den autoritære økologisme kan de ikke stille noget op.

Letheden kræver en forklaring, omend den er forholdsvis ligetil. Overmagten er overvældende. Miljøbevægelsen har ikke på noget tidspunkt stået over for en organiseret modstand. Miljøpolitikkens bagmænd synes da heller ikke mærket af kampene. Man ser ikke miljøaktivister fælde tårer. Samvittigheden er ren. På det punkt virker de løbende ideologiske kampagner efter hensigten.

God samvittighed gør stærk. Og dog kan en nok så betydningsfuld faktor føjes til. Embedsvæsnets arbejdsstil giver formentligt den bedste forklaring på miljøpolitikkens forholdsvis ubesværede fremdrift. I den forbindelse er det på sin plads at henvise til den polske sociolog Zygmunt Bauman. Han har i sin bog, Modernitet og Holocaust, overbevisende gjort rede for bureaukratismens upersonlige væsen og effektive forretningsgang.

I miljøpolitikken kan tingene have gået for sig på følgende facon, jævnfør Baumans bog. Først præsenterer miljøministeren de politisk vedtagne miljømål for departementschefen. Embedsmændene formulerer opgaven i tekniske termer og følger den slagne procedure. Både indadtil og udadtil anvendes konsekvent etisk neutrale begreber. Sagsforløbet ruller derefter ned gennem etagerne.

En ansat i ministeriet føler sig måske ubehagelig berørt ved arbejdet. Den pågældende kan godt sætte sig ind i ofrenes situation. Hun ser dem ikke, alligevel nager samvittigheden. Men ordren kommer fra en overordnet instans. Byrden ligger på et større bord. De ansvarlige må vel vide, hvad de gør. Trangen til lydighed over for en højere autoritet spiller også ind. Sagsbehandlingen ekspederes videre.

Centraladministrationen udfører deres bestilling. Men hvad med de lokale myndigheder? Det er straks sværere, navnlig i en lille kommune. Kommunens folkevalgte og ansatte kender den udpegede synder. Familien er sympatisk, økonomien i virksomheden forekommer anspændt, ægteparret kæmper forbilledlig for bedriftens overlevelse, nye afgifter og krav om yderligere investeringer klarer familien ikke. Og der er børn i skolen. Lad os antage, at lillekommunen sætter kikkerten for det blinde øje. Det samme gør den stedlige ugeavis.

På en længere afstand oprøres miljøaktivisterne. Passivitet kan ikke tolereres. Miljøbevægelsen ved nemlig, at antallet af politianmeldelser går ned ved nærhed. Det viser statistikken. Danmarks Radio aktiveres og nye forargede kampagner gjalder over skærmen. Ideologerne forstærker indsatsen. Miljøministeren hopper på. Også kommunen giver efter. Ufølsomheden genoprettes. I miljøspørgsmål skal menneskelighed ikke medtænkes. At det aspekt ved miljøbevægelsen er umoralsk, synes umuligt at benægte.

Tilsyneladende kører det ubesværet for miljøbevægelsen. Men ude på frontlinjen går det ikke så nemt. Tragedierne i kampzonen kommer sjældent offentligheden for øre. Journalisterne ser tingene fra økologismens perspektiv. Men i felten udfører miljøkommissærerne det barske arbejde. Godartede kontrollanter klarer ikke jobbet og springer fra. De hårde typer bliver på deres poster. Jævnligt trues de på livet af desperate selvejere. Mand og kone står alene i forretningen. Ingen støtte fra politiske partier, presse eller fagforening. Miljøkommissærerne er magthavernes frontsoldater. De repræsenterer staten, og deres tilladelser er vidtgående.

Situationen er uudholdelig for ofrene. Ikke sjældent mister en butiksejer besindelsen, når fødevarekontrollanten braser ind i kiosken. Miljøkommissæren forlanger den negative smiley ophængt et tydelige sted i butikken. Du skal advare forbrugerne mod dine egne varer! Forstår du ikke det? Nej og atter nej for hundrede og syttende gang, ejendomsretten er ikke ukrænkelig. Ved du ikke, at vi har en borgerlige regering, der prædiker nul tolerance? Og bøderne er forhøjet siden sidst. Inden længe vil subjekter som dig miste retten til at drive forretning.

En rasende butiksejer i Rødovre udsendte en dødstrussel mod en utålelig kontrollør og måtte tilbringe 20 dage i fængsel. Regeringen giver ikke ved dørene, når ejerne forsvarer en selvstændighed, der ikke længere eksisterer. Fødevareregion Syd i Esbjerg er kendt for sin hårdhed. En virksomhedsejer i regionen blev for kort tid siden idømt 14 dages betinget fængsel for at true en miljøkommissær med knytnæven. En kroejer på Fanø fik 15.000 kr. i bøde for en bagatel. Ejeren har nu lukket kroen. I Norge overvejes stiksikre veste til miljøkontrollanterne.

I liberalismens æra var kunderne konger på markedet. Forbrugernes personlige valg af varer og butikker afgjorde tingene. Denne lykkelige tilstand er forbi. Politikerne rækker ud efter kongemagten. Nu kommer statens udsendte rendende. Miljøkontrollen er både ydmygende og brutal. Små virksomheder er chanceløse. Ejernes personlige dømmekraft tæller ikke for noget. Store virksomheder hjælper dem ikke. Giganterne klarer blæsten. De største bliver endda endnu større, når de mindre lukker og slukker.

Det er vigtigt, at frihedsorienterede liberale indleder en offensiv mod den autoritære og uetiske økologisme. Passivitet er døden for selvejersamfundet.

Steen Steensen er historiker og forfatter