Tal fra Finansministeriet: Rød finanslov øger uligheden

Det er en mærkesag for rød blok, at uligheden i Danmark skal bekæmpes

Claes Kirkeby Theilgaard,

09/12/2019

Det er en mærkesag for rød blok, at uligheden i Danmark skal bekæmpes. "Vi skal bekæmpe den stigende ulighed", lyder en af de første sætninger i det forståelsespapir, der ligger til grund for den nuværende socialdemokratiske regering således.

De røde partier gik også til valg på et opgør med den stigende økonomiske ulighed, men nu viser det sig, at den første røde finanslov stik imod valgløfterrne medfører større ulighed.

Det viser nye tal fra Finansministeriet, skriver Altinget.

Finansloven, som er indgået i en aftale mellem den socialdemokratiske regering, støttepartierne Radikale Venstre, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti samt Alternativet, øger ifølge Finansministeriets egne beregninger uligheden med 0,06 på den såkaldte gini-koefficient. Gini-koefficienten er den mest gængse måde at måle økonomisk ulighed på.

Tobaksafgift er årsag til ulighed

"Umiddelbart ser det ud til, at der er en lille ulighedsstigning i den her finanslov", siger lektor i økonomi ved Københavns Universitet Søren Hove Ravn til Altinget.

Han peger på den øgede tobaksafgift som årsag til, at uligheden stiger med den røde finanslov.

"Det skyldes, at nogle vil opleve, at de skal betale mere for deres cigaretter. Den udgift fylder selvfølgelig mere i budgettet for kassedamen end direktøren. Det betyder, at den oplevede ulighed vil stige en lille smule", fortæller Søren Hove Ravn.

Tiltag som tilbagerulningen af en planlagt skattelettelse på arbejdsgiverbetalt telefon og det midlertidige børnetilskud til fattige børnefamilier øger den økonomiske lighed. Dog mere end modsvares effekten af disse tiltag af den ulighedsskabende effekt ved de højere priser på cigaretter og anden tobak.

Enhedslisten nægtede før valget at bakke op om en regering, der øger uligheden

Særligt Enhedslisten har gjort det til en afgørende mærkesag at tage et opgør med den økonomiske ulighed. Før valget turnerede man således Danmark rundt med udmeldingen om, at man ikke ville bakke op om Mette Frederiksens regering, hvis det medførte større ulighed. Det har været et krav fra partiet, at den første finanslov skulle sænke uligheden.

Ved præsentationen af finansloven roste Skipper finansloven, selvom den øger uligheden.

"Jeg er stolt af, hvad Enhedslisten har sat af aftryk i den her finanslov", sagde den politiske ordfører og fortsatte:

"Det er rent faktisk en finanslov, som kommer til at mindske uligheden i vores samfund. Og det er jeg virkelig glad for".

Konfronteret med tallene fra Finansministeriet understreger Pernille Skipper, at hun ikke er bekymret.

"Gini er ikke alvidende, når det kommer til ulighed. Det her er ikke som sådan et problem", siger hun til Altinget.

Hendes ubekymrethed skyldes, at der er en række tiltag i finansloven, der ikke kan indregnes i Gini-koefficienten. Blandt disse er  tilbagerulningen af afgiftslempelsen for virksomhedsarvinger, opgøret med forældrekøb og det generelle velfærdsløft på sygehuse, uddannelser, folkeskoler og daginstitutioner. Dette påpeges også i et dokument fra Finansministeriet.

"I realiteten mindsker den her finanslov uligheden, fordi de beregninger, de har lavet i Finansministeriet, ikke er dækkende for alle de dispositioner, vi foretager os i finansloven", siger Pernille Skipper.

Kilde: