Hvordan afhængighed kidnapper hjernen
Begær starter processen afhængighed, men læring opretholder den.
Ordet afhængighed er afledt af et latinsk udtryk for “slave af” eller “bundet til.” Enhver, der har kæmpet for at overvinde en afhængighed – eller har forsøgt at hjælpe en anden til at gøre det – forstår hvorfor.
Afhængighed udøver en lang og kraftig indflydelse på hjernen, der manifesterer sig på tre forskellige måder. Trang til genstanden for afhængighed, tab af kontrol over brugen af det, og vedvarende engagement med det på trods af negative konsekvenser. Mens overvinde afhængighed er muligt, er processen ofte lang, langsom og kompliceret. Det tog mange år for forskere og politikere at nå frem til denne forståelse.
I 1930’erne, da forskere først begyndte at undersøge hvad der forårsagede vanedannende adfærd, troede de at mennesker der udviklede afhængighed, på en eller anden måde var moralsk fejlede eller manglede viljestyrke. For at overvinde afhængigheden troede de at straffe misæderne eller skiftevis opfordre dem til at mønstre viljen til at bryde en vane ville hjælpe.
Er afhængighed en sygdom?
Den videnskabelige konsensus er ændret siden da. I dag genkender vi afhængighed som en kronisk sygdom, som ændrer både hjernens struktur og funktion. Ligesom blodomløbs sygdom ødelægger hjertet og diabetes svækker bugspytkirtlen, hæmmer afhængigheden hjernen. Helbredelse fra afhængighed involverer viljestyrke, men det er ikke nok at “bare sige nej” – som det blev sagt i 1980’erne. I stedet bruger folk typisk flere strategier – herunder psykoterapi, medicin og selvpleje – som de forsøger at bruge til at bryde grebet om afhængigheden.
Et andet skifte i at tænke på afhængighed har også fundet sted. I mange år troede eksperter, at kun alkohol og stærke stoffer kunne forårsage afhængighed. Neuroscience og nyere forskning har imidlertid vist, at visse behagelige aktiviteter, såsom spil, shopping og sex, kan også samordne hjernen. Selvom DSM-4 beskriver flere afhængigheder, der hver især er knyttet til et bestemt stof eller en aktivitet, er der enighed om, at disse kan repræsentere flere udtryk for en fælles underliggende hjerneproces.
