Eksperter: Socialdemokratisk minister vildledte Folketinget i kontroversiel sag

Da fiskeriminister Mogens Jensen (S) i oktober i et forsvar for nye fiskekvoter sagde, at de både var bæredygtige og indenfor "den biologiske rådgi...

Claes Kirkeby Theilgaard,

10/12/2019

Da fiskeriminister Mogens Jensen (S) i oktober i et forsvar for nye fiskekvoter sagde, at de både var bæredygtige og indenfor "den biologiske rådgivnings spænd", var det forkert. Dermed har den socialdemokratiske minister vildledt Folketinget, mener flere eksperter.

Det skriver Berlingske.

Videregav selvsikkert forkerte oplysninger til Folketinget

Den 11. oktober præsenterede fiskeriministeren overfor Folketingets Europaudvalg den socialdemokratiske regerings ambition om at hæve kvoterne over det, som EU-Kommissionen havde anbefalet.

Her var Mogens Jensen slet ikke i tvivl om, at fiskekvoterne holdt sig indenfor, hvad der var bæredygtigt. 

"Jeg må bare sige, at regeringens holdning, der er lagt til grund for det her mandat, er, at det holder sig inden for den biologiske rådgivnings spænd. Det er vigtigt at understrege. Og de flerårige forvaltningsplaner. Så det holder vores mandat sig altså indenfor", sagde han til mødet i folketingsudvalget. 

Dermed forsøgte fiskeriministeren at lægge en dæmper på kritikken fra de røde støttepartier og flere grønne organisationer, der anklagede ham for at være med til at ødelægge havmiljøet.

Mogens Jensen gentog samme pointe overfor både Berlingske og DR i to separate interviews. 

"Vores mandat vil give en fornuftig balance mellem fisk og fiskere, og det holder sig inden for den biologiske rådgivning. Det var der også bred tilslutning til i Europaudvalget", sagde han således til Berlingske.

Hans påstand viser sig dog nu at være forkert.

Eksperter: Ministerens forklaring er lodret forkert

Når man skal vurdere effekten af blandt andet fiskekvoter, taler man om "den biologiske rådgivning". Det er den mængde af fisk, som eksperter på området anbefaler at udstede kvoter til, hvis ikke havmiljøet skal ødelægges.

Nu påpeger flere eksperter overfor Berlingske, at Mogens Jensens forklaring om, at regeringens fiskekvoter holder sig indenfor "den biologiske rådgivnings spænd" er lodret forkert.

Når fiskeriministeren påstår, at man holder sig indenfor den biologiske rådgivning, vildleder han altså Folketinget såvel som læsere af de medier, hvor han også har gentaget de forkerte oplysninger.

Peter Grønkjær, der er lektor i marinbiologi ved Aarhus Universitet, mener at Mogens Jensen og den socialdemokratiske regering indenfor to ud af ti fiskekvoter tydeligt har overskredet den biologiske rådgivning.

"Den biologiske rådgivning anbefaler, at man benytter et forsigtighedsprincip, og at man derfor benytter sig af en nulkvote i 2020. Det gør man ikke. Så sat på spidsen er det uden for den biologiske rådgivning", siger Peter Grønkjær til Berlingske.

"Den biologiske rådgivning er nemlig et tal, og det tal er, at fiskerne må fange præcis nul ton. Det har regeringen ikke ramt", siger Peter Grønkjær endvidere.

Der lyder også kritik fra blandt andet Danmarks Naturfredningsforening.

"Jeg mener, at det er helt grundlæggende, at ministeren skal tale sandt. Han siger, at han holder sig inden for den biologiske rådgivning, og det gør han ikke for alle bestande. Og så skal man huske, at især den vestlige sildebestand og den østlige torskebestand i Østersøen har det dårligt, og derfor skal vi sætte de kvoter ned, som rådgivningen også anbefaler", siger Cathrine Pedersen Schirmer, der er havpolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.


FOTO: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kilde: