LEDER: I den seneste tid har der været meget debat om arveafgiften herhjemme. Det skyldes, at man fra regeringens side vil hæve netop denne afgift fra de nuværende 6% til 15%. Et forslag, som erhvervsminister Simon Kollerup holder fast i på trods af den store kritik, det har mødt. Debatten om arveafgiften har også fundet vej til 180Grader, hvor vores tilknyttede bloggere Lasse Pagh og Thomas Estrup Westenholz har argumenteret henholdsvis for og imod at hæve afgiften.
Pagh ser verden fra et radikalt standpunkt og i hans opfattelse af liberalismen er arveafgiften en endog meget liberal skat. Det budskab får det givetvis til at ringe lidt for ørerne hos langt de fleste, der kalder sig selv for enten liberale, borgerlige eller en blanding af de to. Det er der en god grund til: arveafgiften er en uretfærdig, usympatisk og unødvendig skat, som er umulig at forsvare ud fra et borgerligt værdigrundlag.
I vores velfærdsstat er dine penge som udgangspunkt statens, og du skal være taknemmelig for den del af din indkomst, du får lov at beholde selv. Denne velfærdsmentalitet gennemsyrer alle debatter om skat, og det gælder altså også den om arveafgiften. At folk til venstre for midten af det politiske spektrum ikke kan se det absurde i, at staten stikker fingrene i den arv – som i øvrigt allerede er blevet beskattet mindst én gang – en forælder vælger at efterlade til sine børn, afslører, hvor godt et greb denne forskruede velfærdsstatsmentalitet har i danskerne.
Vi må i alle tilfælde huske på, at pengene som udgangspunkt er borgernes egne. At de hører til i borgernes egne lommer. Når staten endelig skal inddrive skat, skal det ske på et meget velovervejet grundlag. Det er ikke tilfældet med arveafgiften.
Den nuværende afgift eller de bebudede stigninger kan end ikke forsvares med, at de spiller en central rolle i at opretholde det velfærdsmaskineri, som venstrefløjen holder så meget af. Arveafgiften bidrager nemlig kun med 0,2% af BNP, og det vil ifølge Finansministeriet kun koste et provenutab på 2,4 milliarder kroner at afskaffe den fuldstændigt [kilde]. Så hvorfor har vi ikke allerede afskaffet arveafgiften?
Langt hen ad vejen virker det til at være et spørgsmål om rød symbolpolitik og om at kunne opretholde en idé i befolkningen om, at klassekampen stadig er i live. Ræsonnementet lyder nogenlunde sådan her: det er kun de allerrigeste svin, der betaler arveafgift, og sænker eller fjerner vi den, vil de rige bare blive endnu rigere og vi andre vil blive udnyttet endnu mere og blive endnu mere fattige. Newsflash: sådan forholder det sig ikke.
Satsen for arveafgift ligger omkring de 300.000, og dermed rammer afgiften altså ganske bredt. Dertil kommer, at familieejede virksomheder, der rammes hårdt af arveafgiften, beskæftiger 6 ud af 10 af alle privatansatte [kilde]. Det er langt fra kun de rigeste, der skal lide under arveafgiften.
Én ting er diskussionen om, hvorvidt en lavere eller fuldstændigt afskaffet arveafgift vil øge uligheden, hvad CEPOS har modbevist, at den gør [kilde]. Noget helt andet er diskussionen om, hvorvidt det er statens opgave at gribe ind, når tømrermesteren stolt vil give nøglerne videre til sønnike eller når børn og børnebørn arver de ældre, der lige er blevet lagt i graven. Er der ingen grænse for, hvad staten mener at have ret til at stikke fingrene i? Kan man reelt set forsvare det ud fra et moralsk synspunkt, når staten tager en yderligere skat i sådanne situationer?
Kigger man på den anden side af Øresund, har både Norge og Sverige for længst afskaffet arveafgiften. Det er efterhånden ved at være på tide, at vi følger vores nabolande trop.
