Snart kommer et nyt og forbedret 180Grader

LEDER: Siden jeg overtog som chefredaktør her på 180Grader, har jeg sammen med de andre bag netavisen gået og barslet med en større relancering

Claes Kirkeby Theilgaard,

12/12/2019

LEDER: Siden jeg overtog som chefredaktør her på 180Grader, har jeg sammen med de andre bag netavisen gået og barslet med en større relancering. Nu er det hele – langt om længe – ved at være klar.

Næste uge vil der således lande en tidlig julegave til 180Graders hastigt voksende skare af følgere, læsere og brugere. Jeg glæder mig helt vildt til at løfte sløret for det nye og forbedrede 180Grader.

Og hvad vil det nye 180Grader så byde på?

Først og fremmest en helt ny, moderne og lækker hjemmeside med tilhørende ny platform, som skal bære hele netavisen. Det betyder en kraftig opgradering fra nuværende hjemmeside og platform, der helt ærligt har trængt til en overhaling længe. Den tiltrængte overhaling kommer nu – og mere til.

Derudover opgraderer vi på nyhedsdækningen og billedfronten, så 180Graders brugere får flere, bedre og hurtigere nyheder, der samtidig er pakket pænere ind med højkvalitetsbilleder.

Yderligere kommer der en skarpere opdeling af det brugerskabte indhold og nyheds- og debatstof fra redaktionen og tilknyttede skribenter.

Samtidig bliver det markant nemmere for brugere at bidrage til debatten med artikler og kommentarer. Vores nye platform strømliner det at bidrage til og blive en del af 180Grader.

Slutteligt begynder vi også i det nye år at producere både podcast og videoindhold. Det bliver enormt spændende, og jeg glæder mig særligt meget til at præsentere jer for de nye tiltag på denne front.

Med andre ord er der tale om en kæmpe saltvandsindsprøjtning på alle områder.

Vi løfter – efter planen – sløret for det nye 180Grader næste uge. Indtil da vil jeg derfor blusse lidt ned på produktionen af aktuelt nyt for at hellige mig det sidste arbejde med den nye hjemmeside og andet, så 180Grader for alvor kan blive klar til at gå ind i 2020.

Hvis der derfor er lidt stille på 180Grader den næste uges tid, så vid, at det kun er midlertidigt, så vi kan vende tilbage stærkere end nogensinde før.

Jeg håber selvfølgelig, at I vil gøre jer god brug af alle de nye muligheder, når de kommer inden længe. 

Jeg glæder mig til at præsentere jer for et nyt og forbedret 180Grader.