Ny blogger på 180Grader: Staten vil ikke anerkende sexarbejdere, men tager gerne deres penge

Heidi Asbjørn Freke er ny blogger på 180Grader

Claes Theilgaard,

25/09/2019

Heidi Asbjørn Freke er ny blogger på 180Grader. Hun er debattør og er også kendt under navnet HunDragen. Hun er kendt for hashtagget #antifeminist, som tager udgangspunkt i hendes afstandtagen til den nuværende feministiske ideologi, som hun finder undergravende for reel ligestilling og devaluerende for kønnenes ligeværd.

I sit første indlæg på 180Grader skriver Heidi om staten og samfundets problematiske forhold til sexindustrien. Et forhold, der holder ordentlige og frivillige sexarbejdere fanget i kummerlige arbejdsforhold uden de rettigheder, som vi andre nyder godt af:

Staten ønsker ikke sort arbejde fra sexarbejdere. Men staten vil ej heller anerkende sexarbejderes jobs som et erhverv på trods af, at de betaler skat og moms. Så dermed er der en gruppe mennesker der ikke kan organisere sig i fagforeninger.

De kan ikke modtage sygedagpenge, har ingen rettigheder og de skal arbejde under en lovgivning der undertrykker dem. Men de skal stadig betale skat! Deres penge skal i statskassen – det er lovpligtigt – men deres erhverv er ikke et job og accepteres ikke som et erhverv i statens øjne.

Paradokset er at rufferiloven har nogle rammer i forhold til udlejning af lokaler, organisering og deslige som forhindrer sexarbejdere i at have ordentlige arbejdsforhold. Og lad mig nu understrege at det omhandler mennesker der tilvælger det frivilligt!

Men loven forhindrer disse mennesker i at sikre sig under arbejdsforhold der både er trygge og sanitære. På samme tid er der en lov imod sort arbejde, så hvordan kan et job anerkendes igennem skat men ikke via loven?