Ny blogger på 180Grader: Nej, jeg vil ikke favoriseres fordi jeg er kvinde!

Cille Hald Egholm er ny blogger på 180Grader

Claes Kirkeby Theilgaard,

11/10/2019

Cille Hald Egholm er ny blogger på 180Grader. Hun læser statskundskab på Københavns Universitet, er medlem af Liberal Alliance Ungdom, medstifter af Gudløs Ungdom, og næstformand i Republik nu. Hun er altså en ung kvinde, der vil frem i verden. Og det er også det, hendes første indlæg på 180Grader handler om: at ville frem i verden som ung kvinde. Der findes nemlig mange tilbud og tiltag, der favoriserer kvinder i forsøget på at hjælpe dem frem i verden og fremme ligestillingen. Men det er helt mistforstået, mener Cille:

Som ung, ambitiøs og arbejdsom kvinde kan jeg mærke, at det er noget som virkelig gør mig frustreret. Det giver mig et indtryk af, at alene baseret på det faktum at jeg er kvinde, så kan jeg ikke selv opnå mine mål og ambitioner. Fordi jeg er kvinde, skal jeg hjælpes på vej.

Jeg kan da godt se, at der tidligere har været problemer med ligestillingen, ligesom jeg godt kan se, at det fortsat er mænd som fylder mest i topposterne. Men jeg kan virkelig ikke se hvordan man fremmer ligestillingen ved at favorisere kvinder på en sådan måde, ligesom jeg ikke mener, at det er et problem at der ikke en lige kønsfordeling til topposter. Man mener jo heller ikke at det er problem at der er overvægt af kvinder i børnehaver og folkeskoler, eller at der er flest mænd i byggebranchen. Det virker lidt som om, at ligestilling i form af lige resultater kun betyder noget når der er prestige i det.

Det er endnu ikke lykkedes mig at finde specielle tilbud til mænd, men jeg kan også forestille mig at det ville skabe totalt ramaskrig, hvis Cevea eller DJØF lavede et uddannelsesforløb kun for mandelige meningsdannere, eller for mænd ”med talent gemt i maven”.


Jeg har store ambitioner og karrieredrømme, men jeg behøver ikke særbehandling og særlige hensyn for at nå dem. Jeg vil arbejde lige så hårdt for at opnå dem som mine mandlige medstuderende skal arbejde for at opnå deres drømme, og jeg vil ikke hjælpes mere på vej end andre. Man er ikke dårligere stillet fordi man er kvinde, så stop med at behandle os som hvis vi var.